Rasmus Walter: Verden I Stå

Rasmus Walter
Verden I Stå

Rasmus Walter: Verden I Stå

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 20.10.2014
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Sanger og sangskriver Rasmus Walter holder sig ikke tilbage på sit tredje soloalbum, der lægger yderligere på i forhold til forgængeren Lige Her, Lige Nu. Det er pop med en storslået patos, hvor Rasmus Walter synger sig lidende igennem sange om personlige relationer. Og det er ikke let at begå sig i disse af livets forhold for sangskriveren, der på ret imponerende vis sætter sig selv i spil helt uden antydningen af et forsvar.

Man tvivler ganske enkelt ikke på Rasmus Walter, når han krænger sig selv ud, og det er denne troværdighed, der redder et ellers ret floskelfyldt album, hvor specielt hans prosa er både tung og banal. "Vi hænger i luften/I kredsløb til evig tid", synger han på Verden I Stå, og det er meget rammende for sangenes indhold hele albummet igennem.

Med sin samarbejdspartner Søren Mikkelsen lykkes det Walter at gå den musikalske planke ud i et næsten øredøvende popbrag. Det fungerer fint i afmålte portioner, og indledningssangen Indtil Du Lægger Mig På Plads rammer plet i sit voldsomme udtryk og går rent ind. Men det bliver temmelig svulstigt med den hårdt kørende elektroniske pop, der presser sangene til det yderste. Samtidig har Rasmus Walter svært ved at holde intensiteten i de mere dæmpede nedslag, der bliver en anelse for anonyme. Ligningen går dog op i den fine Om Og Om Igen.

Verden I Stå lyder for meget som om, Rasmus Walter og Søren Mikkelsen har forsøgt at lave en Coldplay. Her får Rasmus Walter god karakter for udførelsen, men falder igennem på det kunstneriske udtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA