x
Röyksopp: The Inevitable End

Röyksopp
The Inevitable End

Röyksopp: The Inevitable End

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 10.11.2014
Anmeldt af
Simon Nathanael

Skulls åbner med rund synthbas, to akkorder og en forpint computerstemme i aggressiv elektro. Der er potens i det her. Og da bandet har annonceret, at dette bliver deres sidste udgivelse i klassisk albumformat, er der ekstra grund til at trykke speederen i bund. Men pladen viser sig at være meget mere end bare endnu en popslasker fyldt med Robyn. You Know I Have To Go lader en dyb, eftertænksom skumring lægge sig over den klubagtige indledning. Stjernen her er Jamie McDermott (The Irrespressibles), som leverer indfølt vokal over en eventyrlig ballade af bas-synth og strygere. Robyn er dog ikke sendt helt af scenen og dukker op på pladens syver Rong med linjen "What the fuck is wrong with you?", der repeteres i kanon hen over et nervepirrende tema, som dulmer den musikalske skumring endnu mere. Farvel til poppen. Lørdag nat er blevet til mandag morgen i bussen på vej til arbejde.

McDermott er tilbage på Here She Comes Again op med sløvt, minimalistisk beat og en særlig Mathew Jonson-agtig produktion. På trods af den ulmende, til tider uhyggelige, til tider passivt aggressive lyd på albummet træder et stærkt udtryk frem af numrenes progression. Dette er netop et album i formatets oprindelige betydning: et værk, og ikke bare en samling numre skudt af sted som spredehagl mod radiotid og single-downloads. Alligevel findes også singlepotentialet på bl.a. housetracket Running to the Sea med den englelyse Susanne Sundfør i stærk form. Pladen er værdigt punktum sat mellem to sætninger. Nu glæder vi os til at se, hvad historien byder på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA