x

Imogen Heap
Sparks

Imogen Heap: Sparks

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 18.08.2014
Anmeldt af
Simon Nathanael

I en form for hektisk world-smeltedigel indsætter navlepilleren Imogen Jennifer Heap sin intense kreativitet. Men hun vil for mange ting og nikker i lige så mange retninger som en velbrugt instrumentbrætsdukke, hvilket forvansker hendes udtryk mere, end det skubber til de grænser, hun tydeligvis gerne vil flytte på.

Run-Time bliver helt skriger-agtig med tykke lag af dårligt mikset programmering og intenst skinger vokal, Telemiscommunications' ellers lækre lyd forvirres af maskinpistolsvokaler og rumskibseffekter, og Neglected Space er bare skræmmende dårlig poetry slam. Der er enkelte lystpunkter, fx den øst-vestlige fusion på Minds Without Fear og Me The Machine. Generelt er det dog nok nemmere for en progressiv kunstnørd end en almindelig musiknyder at værdsætte det her album.

Selv med den mest Björkske hat på bliver man løbende småirriteret på musical-tangerende korarrangementer og stillestående melodier, der mest af alt kalder på en scene at udspille sig, fordi de ikke helt formår at kreere deres eget univers.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA