Klondyke og Ninna Andreasen: Gyngen, Aarhus

Klondyke og Ninna Andreasen, Gyngen, Aarhus

Klondyke og Ninna Andreasen: Gyngen, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er hele tre år siden, Mikael K og Klondyke sidst spillede i Aarhus, og det er også længe siden, de har givet koncert i København. Siden har gruppen under ledelse af sanger, guitarist og sangskriver Mikael K fortrinsvis holdt koncerter i mindre byer i provinsen, ofte kaldet Udkantsdanmark eller den rådne banan, og det er også her, tekstuniverset på bandets to seneste album tager udgangspunkt. Mikael K og Klondykes næstnyeste album hedder ligefrem "Udkantsland – Sange fra skæve Danmark vol. 1" – fortrinsvis med fokus på Vendsyssel – mens det seneste har titlen "Sange fra Nord".

Her tegner Mikael K ni portrætter af ni virkelige personer bosat i Region Nordjylland – både kendisser som heksen Dannie Druehyld og bokseren Torben Keller og mere stille eksistenser som Danmarks måske mest højtuddannede ølkusk, cand. scient. adm. Jakob Trolle Overgaard og Else Hejlesen, der blev sømandsenke og enlig mor til tre efter redningsbåden RF2's i sin tid meget omtalte forlis en mørk og stormfuld decembernat i 1981. De ni personer er i øvrigt også omdrejningspunkt for en flot fotobogsudgave af "Sange for Nord", der udkom samtidig med albummet.

 

Opvarmning: Ninna Andreasen ****

Alt dette fik vi at høre om i rigt mål på Gyngen, Mejlgades hyggelige og intime spillested, hvor publikum sad omkring store borde og kom hinanden ved. Allerførst skulle vi dog lige have tre kvarters opvarmning ved den esbjergensiske sanger og sangskriver Ninna Andreasen, der optrådte solo med sin akustiske guitar. Ninna Andreasen fik sidste år en del medieomtale, da hun lavede "Rockersangen" som et frontalangreb mod de rockere, der har bosat sig i Esbjerg. Den sang fik vi også at høre i aften med skarpe linjer som "Og jeg er hverken allergisk over for birk eller bynke / men hold nu kæft, hvor jeg slår ud af ham der Jønke".

En anden solid sang var "Kridthuset" om Esbjergs første højhus, som desværre var et tilløbsstykke for en række selvmordere, der ville "mærke suset" og "kom i Kridthuset". I det hele taget var der masser af bid og vid i Ninna Andreasens ofte socialrealistiske sange, der også blev blandet med ramsaltet humor ikke ulig navne som Allan Olsen og næsten-byfællen Johnny Madsen. Med sin let hæse stemme kunne Ninna Andreasen også minde en smule om Annika Aakjær, men hun er bestemt et talent i sin egen ret, som det skal blive spændende at høre mere til.

 

Mikael K og Klondyke ****

Mikael K og Klondyke lagde ud med deres 11 år gamle kærlighedssang "Luftkaptajn", en musikalsk road movie, der ender i Løkken, i nærheden af Mikael K's nuværende bopæl i Fristrup ved Børglum. Her flyttede han til i 2008 efter 12 år i København. Han er født og opvokset i Aalborg, så han er altså vendt tilbage til i nærheden af sin hjemegn.

Herefter var de næste mange numre fra "Sange fra Nord" med udførlige introduktioner til de enkelte sange. Anekdoter, der var næsten lige så interessante som sangene selv, hvilket bestemt ikke skal forstås negativt. Rent musikalsk var der også masser at komme efter med Anton Johannes Hejls jazzede kontrabas, Ole Albrechtsens klagende, countryklingende pedal-steel-guitar og Marianne Lewandowskis smukke, lyse kor og minimalistiske, men effektive trommespil omkring Mikael K's let hæse, smånasale stemme og solide akustiske guitar – ofte rytmisk akkordspil. Mikael K's melodier er stærke, og han havde let ved at få folk til at synge med på koromkvædet i "Jakob Ølmand".

Vi fik også et par indslag med den hylende theremin, betjent af Anton Johannes Hejl, eksempelvis i "Fuglekongen af Skagen" om den excentriske ornitolog Rolf Christensen, der også har været en tur i massemedierne, da han tog en taxa fra Skagen til Mandø ved Esbjerg – flere hundrede kilometer og for 3250 kroner – for at observere en ny fugleart. Det lykkedes. Hans mål er at se 500 arter, og han er nu over 400. Thereminen skulle naturligvis illudere fuglelyde.

Andre gange fandt Mikael K en banjo frem, et instrument han behersker på udmærket vis, og som gav musikken et yderligere præg af country. Rent musikalsk var koncerten dermed en vellykket aften, men fordi teksterne fylder så meget hos Mikael K, er det ofte dem, man kommer til at fokusere på. Og de ér stærke, med finurlige rim. Som det eksempelvis hedder i førnævnte "Fuglekongen af Skagen", der tjener til føden som pædagog: "Jeg er indianer i en SFO / Jeg tjener til vejen og dagen / Jeg har det godt med evig status quo / Jeg er fuglekongen af Skagen". Og hans billedsprog er malende, når det eksempelvis om landbrugsmedhjælperen Olga fra Odessa i Ukraine hedder, at hun "har pyroman-orange pandehår".

Koncerten forløb i to sæt, hvor andet sæt var præget af flere up-tempo-numre end første og en stigende løssluppen stemning blandt det medklappende publikum, hvoraf én i øvrigt var en af figurerne fra sangene – Ellen Raunsmed, tidligere punkrebel og nu ph.d.-studerende i intuition – og en anden vist havde fået en tår over tørsten og kom med talrige tilråb – uden at det var udpræget generende for oplevelsen. Mod slutningen af koncerten fik vi flere af de fine sange fra "Udkantsland", og som ekstranumre gav Mikael K os en helt ny sang om at leve på en sten, "Kunsten at Sulte", og den ældre "Jim og Louise" – fra 2006-albummet "Verdensmand" – om et ungt (vist mere eller mindre fiktivt) boheme-par med penge fra pigens rige far i ryggen. De bor også i Aalborg, i en forældrekøbt luksuslejlighed på John F. Kennedys Plads ved banegården.

Hele aftenen fokuserede altså på Nordjylland. Det betød, at vi måtte undvære en række af Mikael K's stærke sange, der foregår andre steder, eksempelvis de københavnske "Hipvibrator" (der namedropper nærværende musikmagasin), "Sæbepulver Johnny" og "Bukowksi", men omvendt havde hele aftenen et klart tema, og den ene solide sang afløste den anden. Stemningen i det ikke helt fyldte lokale blev måske aldrig direkte euforisk, men god, det var den, og skulle man have været i tvivl forinden, satte Mikael K en tyk streg under et faktum: Den såkaldt rådne banan strutter af liv.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA