x
The War On Drugs: VoxHall, Aarhus

The War On Drugs, VoxHall, Aarhus

The War On Drugs: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Mens året lakker mod sin slutning, efteråret farver bladene røde, brune og gule, og aftenvinden begynder at bide koldt i kinderne, er musikpressen i gang med at samle sine lister over årets væsentligste udgivelser. Utvivlsomt vil The War On Drugs' tredje album, "Lost In The Dream", være at finde på samtlige lister.

Adam Granduciels hjertebarn har nemlig med det album endelig fået, hvad synes at kunne betegnes som et slags folkeligt gennembrud. Kan man kalde det "bil-rock" i stort format? Det har i hvert fald fyldt et udsolgt VoxHall til randen. Et hovedsageligt ungt publikum stimler sammen nede foran scenen, mens et mere modent publikum holder til på balkonen. De lokale rockhelte nikker genkendende til hinanden, og der er i det hele taget en stemning af, at det er ligeså meget en særlig begivenhed, som det er bare en koncert en lidt stenet søndag aften.

Koncertens begyndelse kommer til at virke en smule rodet, da bandet kommer på scenen 20.45 og begynder at lave scenelyd (igen?), mens musikken stadig spiller fra højtalerne. Det virker mærkeligt, men samtidig virker det også ekstremt laid back og er som sådan måske egentlig også et godt udtryk for, hvor jordnære bandets bestræbelser er til trods for musikkens til tider atmosfæriske karakter.

Brandvarmt band

Bandet kommer netop fra en fem uger lang turné i det amerikanske hjerteland, og det kan bestemt føles på sammenspillet. De seks mand på scenen – guitar/keys, bas, trommer, guitar, saxofon og keys – er på forhånd brandvarme. Det hersker der ingen tvivl om, da de endelig går rigtigt på 21.05.

Energien er i skabet allerede fra den velvalgte åbner "Arms Like Boulders", og den er så hymneagtig, som den kan være, og sætter tonen for resten af aftenens koncert. Lydbilledet er flot og nuanceret. Det er højt, men det kammer ikke over i smadder. Hvert instrument står frem i sin detaljerigdom.

The War On Drugs er ikke et band, der hopper afsindigt rundt på scenen. Det indbyder musikken slet ikke til. Den indbyder snarere til at skue indad. Adam Granduciel står mere eller mindre urokkelig fast foran mikrofonstativet, iklædt en sort skjorte og med sit mørke krøllede hår redt om bag ørerne. Oftest er øjnene lukkede, når han fordyber sig i sit guitarspil.

Guitar-konvertitter

Tidligere på dagen har han erklæret sin kærlighed til guitarspillet, mens jeg interviewer ham backstage. Det er man ikke i tvivl om. Hver sang rummer medrivende guitarsoloer, hvor Granduciel lukker sig inde i sin fantasi og lader fingrene glide henover gribebrættet. Hver tone og melodi ledes i improvisationen ubesværet over i den næste, uden sammenhængen går fløjten eller pusten tabes. Det er at være vidne til en mesterlig fremvisning i guitarimprovisation, for spændvidden er enorm. 

Nogle gange rammer Granduciel forkerte toner. Men det er jo ikke en matematikeksamen det her, men en rockkoncert, og man må forstå, at lige netop disse skæve toner har en helt anden værdi end mislyde. De fortæller nemlig, at Granduciel i dette øjeblik er , at han graver sig dybere og dybere ned i musikken, at han er fanget i drømmen og til tider træder ved siden af, før han er tilbage på sporet. Han tager sin lytter med ud på hele rejsen.

Jeg er sikker på, at han har formået at gøre størstedelen af publikum til guitar-konvertitter, da det sidste ekstranummers sidste guitarsolo endelig toner ud.

Ydmyg og vidtøftig

Elegant formår bandet at genskabe blandt andet det seneste albums fortættede lyd, samtidig med, at de tilfører et nærvær, en nerve, som kun kan ånde i øjeblikket. Musikken er levende. Og den får i den grad lov at tale – rent og uspoleret. Langsomt opbygges euforien undervejs, den ligger latent som en understrøm i publikum. Det lyder ganske enkelt bare godt.

Fra scenen emmer ligeså meget ydmyg beskedenhed, som musikken er vidtløftig. Adam Granduciel henvender sig oftest til publikum med små rolige bemærkninger som for eksempel før "Buenos Aires Beach", hvor han spørger dem om, hvordan livet i Aarhus er. Er det kedeligt? Det tvivler han på og kommer så med en rosende lovtale af Bill's Coffee i Vestergade.

Publikum viser da også bandet deres største velvilje. De lytter opmærksomt, de klapper med og hujer. Ja, det går sågar så langt, at en kvindelig publikummer får Granduciel til at rødme under ekstranumrene med et tilbud fra forreste række.

Det er kun i aftenens sidste sang, at det går lidt galt. Den fine balance i lyden synes at skride og proportioner glider ud i forhold til hinanden. Er det intentionelt? En slags dekonstruktion af det indtil nu fine lydbillede. Man ser vejen under bilen forsvinde i hastighed, de oplyste fartstriber på asfalten bløder sammen til et langstrakt hyl. Men det er småting i forhold til en ellers storslået koncertoplevelse. 

Stor rock

The War On Drugs er ren oktan. Granduciels stemme er soundtracket til en roadmovie, den er slidte denimbukser og boots. Musikken ruller som et sovende tog over græsenge og marker indhyllet i sommerens milde nattemørke. Det er stor rock. Det er amerikansk rock. Tidløs americana. Det besidder den kvalitet at ophæve hverdagens tyranni til et mytisk epos – på samme måde som Bruce Springsteen eller Bob Dylan har gjort det før. Det er som en opdatering af den allerede eksisterende amerikanske musikskat.

Om man er gået vild i en drøm eller blot på jagt efter en, kan man kun ønske The War On Drugs god færd videre, når de i aften fortsætter deres erobringstogt i Berlin.

 

Support: Few Bits ***

Belgiske Karolien Van Ransbeeck har ladet bandet blive hjemme og indtager scenen solo klokken 20.00, kun bevæbnet med sin akustiske guitar og nogle velplacerede loops og samples i lydbilledet.

Hun bliver velsignet med et stort og opmærksomhedsfuldt publikum til at begynde med. Hendes æteriske fingerspil og luftige vokal er da også betagende – i hvert fald de første tre sange.

Efter første nummer virker publikum tryllebundet, som er de næsten bange for at klappe og bryde den skrøbelighed, der ligesom ligger indkapslet i en boble af stilhed. Desværre mister Van Ransbeecks set dynamik i længden. Det bliver for meget det samme, og når hun nervøst tager sig for god tid til at stemme sin guitar, mister hun langsomt publikums opmærksomhed, og deres småsnak breder sig som hvid støj.

Det kunne være spændende at høre Few Bits med fuldt band. For der er gode melodier at hente her. I aften mangler der bare diversitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA