x
Taylor Swift: 1989

Taylor Swift
1989

Taylor Swift: 1989

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 27.10.2014
Anmeldt af
Malena Salvado

Ingen tvivl om, at vi med Taylor Swift har at gøre med en maskine, hvor alting spiller og knapperne står, som de skal. Det er det, der har gjort Swift til den stjerne, hun er i dag, og det er også inden for disse rammer, hendes femte studiealbum, 1989, er skabt. Alt – sangene, fremførelsen, produktionerne – er lyden af en velfungerende multinational musikvirksomhed, og helt ærligt er det svært at komme indenfor dørene af dette domicil og lokalisere brodne kar.

1989 er (endnu) en manifestation af, at Taylor Swift og entourage har styr på tingene. Vi lægger ud med Welcome to New York, der er eneste nummer på pladen, der ikke handler om pige, der møder dreng – med alt, hvad dertil hører af (u)lykkelig kærlighed, tilfældig flirt, "så kan du lære det" vs. "så kan jeg lære det" osv.

Albummet har det, man kan forvente sig: up-tempo-numrene, fx førstesinglen Shake It Off, midt-tempo-tracksne, hvor vi befinder os det meste af tiden, og selvfølgelig de velfungerende ballader som This Love og You Are in Love. Produktionsmæssigt er der fundet inspiration i firserne og den revival, vi lige nu møder i "moderne" popmusik. Out Of The Woods trækker nærmest referencer til The Roxettes The Look, men egentlig kan jeg bedst lide, når nogle af lagene bliver pillet af, og vi kommer tættere på Taylor Swift, som det sker på sangen med den passende titel Clean.

Jeg kan lide det. Om jeg overordnet kan mærke det helt ind i maven, er jeg ikke lige så sikker på, men giver alligevel fire stjerner, for 1989 gør, hvad det skal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA