Carsten Dahl: Bach Goldberg Variations

Carsten Dahl
Bach Goldberg Variations

Carsten Dahl: Bach Goldberg Variations

GAFFA

LP / Tiger Music
Udgivelse D. 31.10.2014
Anmeldt af
Ivan Rod

Jeg vil hævde, at den danske jazzpianist, Carsten Dahl, er en af Europas bedste. Derfor glæder det mig også, at han er så ekstremt produktiv – i koncertsammenhæng og på plade. Hvor mange – i øvrigt fremragende – plader, han har udgivet i 2014, husker jeg ikke umiddelbart, men jeg har længe været spændt vidende om, at han i en årrække har kredset om Bachs Goldberg Variationer, og om at han her i efteråret – langt om længe – ville udsende sin version af dem. Lidt af et højdepunkt, eftersom de er så vanskelige at spille – selv for en trænet kapacitet som Carsten Dahl.

Nu er de her så, udgivet på Tiger Music (der sælger cd'en til 30 kr., lp'en til 50 – exceptionelt billigt!), og jeg må sige, at jazzpianistens versionering af de klassiske variationer er ekstremt usentimental, om end fuld af respekt for forlægget. Alle variationerne er indspillet på præpareret klaver og dermed forvrænget, så de lyder – lidt som et cembalo, lidt som et westerklaver, lidt som en banjo – og Carsten Dahl går virkelig med krum hals, imponerende offensivt og har kogt alt ind til en smagfuld kraft, der siger spar 2. Der vil dog, nok, være nogle, der skal sluge forvrængningen. Men selv ville jeg ønske, at den afdøde mester, Glenn Gould, kunne høre danskerens forrygende fine og forvrængede indkog!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA