x
Khaled: Amager Bio, København

Khaled, Amager Bio, København

Khaled: Amager Bio, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Arabisk sang er lidt ligesom opera. Her er toppen også tenoren, der kan synge de højeste toner og på uimodståelig vis sætte alle naturlove ud af kraft. Sådan var det med Khaled Hadj Brahim fra Wahrane i Algeriet, da han satte gang i sin karriere for lidt over 30 år siden. Her var stemmen, som gjorde det komplet ligegyldigt, hvad eller hvem der akkompagnerede ham. Og som i de fleste tilfælde dengang var lidt rytmeboks, lidt darboukatromme, triller spillet på en synth og måske en violin. Men stemmen bar det hele, og sådan startede ryet om Kongen af raïmusikken. Om Cheb Khaled.

Vi hørte ham alle sammen på kassettebånd i de år. Ham og de andre artister fra den bølge, der kun når det gjaldt kvinder som Chaba Zahouania og delvis Cheb Hasni nåede op på hans svimlende niveau. I kaffehusene ville han erstatte den ægyptiske filmmusik, og unge ville samles om små transportable kassettebåndoptagere - glem alt om ghettoblastere! - og sammen høre musikken og ikke mindst lytte til de frække tekster. Raï var frihed og højtflyvende Khaleds uimodståelige stemme var soundtracket til den drøm. Derfor var det så hård en omgang at komme igennem koncerten til aften i Amager Bio.

Stjerner var der på denne aften få af. Jo, måske lige publikum og pianisten, som trakterede os med habilt Cuba-klaver og et par soli. Og i front stod så den nu 55-årige Khaled og da han havde forsøgt at fyre den første højtflyvende trille af under hymnen om hjembyen, dukkede billedet af en groggy bokser, der lige skal orientere sig om sekundanten har smidt håndklædet ind i ringen op på min nethinde. Hvor efter han gik i gang med at dække til og kamouflere, for the show must go on, og tenoren havde udviklet sin basstemme betydeligt og brugte den som en, der havde trænet dette nye toneregister, som for uheldige sangere kommer med alderen. Bare hårdt at se netop Khaled være den, som ramte muren og ikke mere være den, man huskede.

Bandet spillede som sagt okay - ikke ulig et toptunet suppe-steg-og-is-orkester med latinsk touch - og vi kom gennem det sædvanlige repertoire, hvor Khaled udfyldte rollen som entertainer og bandleder og kommunikerede løs på arabisk med det overvejende nordafrikansk/danske publikum. Og efter lidt mere tomgang startede playback-børnekoret, og hittet C'est La Vie gik i gang, og en lykkelig brusen steg op fra pigerne i publikum, hvorefter alle hoppede op og ned til diskobeatet. Og sangen er smittende - helt sikkert - på den der franske popmåde, som Malis Amadou & Mariam også har gjort brug af, og over den ville Khaled så småcroone, uden at det for alvor virkede overbevisende, men det behøver det nummer heller ikke. Måske fornemmede man, at han godt vidste det selv og måske var det dagsformen, der gjorde, at bandet havde transponeret adskillige af sangene, så de passede bedre og ikke pressede sangeren for meget. Således kom vi igennem sange som reggaetingen Mauvais Sang og den før så uopslidelige El Harba Wine, men også her søgte ens øjne mod udgangen.

Vi endte forudsigeligt med Aicha som ekstranummer, og denne mangeårige landeplage, hvor stemmen plejede at stige til himmels, syntes på denne aften af være noget, der skulle overstås. Synd at det skulle komme dertil.

Det mindste 3-tal, jeg har givet længe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA