x
St. Vincent: VoxHall, Aarhus

St. Vincent, VoxHall, Aarhus

St. Vincent: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var med høje forventninger, jeg skippede fjerde afsnit af DR1's meget omtalte "1864"-serie og begav mig mod VoxHall. På plakaten stod St. Vincent alias den New York-bosatte sangerinde, sangskriver og guitarist Anne Erin Clark, som med sit fjerde, selvbetitlede album har skabt en af årets allerbedste musikudgivelser. Og da St. Vincent aflyste sin planlagte koncert på årets NorthSide-festival af "logistiske årsager", var det første chance for at opleve hende i Danmark efter udsendelsen af det nye album.

Lyset i den to tredjedele fyldte sal blev dæmpet, og en computerstemme bad venligt, men bestemt publikum om at lade være med at "optage koncerten med digitalt udstyr". Formodentlig med tanke på blandt andet de lysende telefoner, som let kan spolere en intens koncertoplevelse, når det meste af salen er henlagt i mørke, og det blev heldigvis respekteret langt hen ad vejen. Dermed kunne publikum fokusere på det, der skete på scenen og ikke alle mulige andre steder, og det var ikke lidt. Vi var ikke de "Digital witnesses", hun synger om i "Digital Witness", vi var vidne til noget, der skete lige nu og her, uden en skærm mellem afsender og modtager.

St. Vincent trådte ind på scenen sammen med sine tre musikere – Jeff Buckleys gamle trommeslager Matt Johnson og to de keyboardspillere Toko Yasuda og Daniel Mintseris, hvoraf førstnævnte senere greb en guitar – og kastede sig straks ud i en lille, stramt koreograferet dans. Med sit affarvede hår og meget slanke skikkelse fik hun mig til at tænke på den musikalsk ganske anderledes Medina, inden hun gik hen til mikrofonen og lagde ud med "Rattlesnake", der også åbner hendes seneste album. Stemmen var som på plade smuk, varm og vidtspændende og heldigvis mikset langt frem i lydbilledet.

"Rattlesnake" er en af "St. Vincent"-albummets mest elektroniske sange, men midtvejs i nummeret fik St. Vincent påspændt en guitar, og der gik ikke længe, inden hun kastede sig ud i en af sine særegne soloer. En solo, der viste stor teknisk virtuositet og samtidig besøgte uforudsigelige og til tider temmelig dissonant klingende steder på gribebrættet uden at miste melodien undervejs. Sådanne soloer fik vi mange af i de senere sange, men det var til gengæld forholdsvis sparsomt med mere traditionel rytmeguitar, og når den var der, blev den ofte spillet af St. Vincents sidekick Toko Yasuda, der også sang kor. Ofte blev lydbilledet dog malet med toner og akkorder fra keyboards ved samme Toko Yasuda og Daniel Mintseris, understøttet af fyldige trommer fra Matt Johnson. De to sidstnævnte virkede noget anonyme rent visuelt, men spillede bundsolidt.

Drabelig afslutning

Koncerten fortsatte med store dele af "St. Vincent"-albummet tilsat spredte pluk i bagkataloget og et par længere monologer, som blandt andet handlede om, at det var vigtigt at bevare sin barnlige nysgerrighed. Ganske rigtigt, men her blev St. Vincent noget lommefilosofisk og langtrukken i et ellers stramt og velspillet sæt med den ene stærke sang efter den anden. I den eftertænksomme ballade "I Prefer Your Love" satte St. Vincent sig på et lille podium bagerst på scenen, og denne sang med det tankevækkende omkvæd "I prefer your love / to Jesus" var et af koncertens højdepunkter.

St. Vincent lagde sig undervejs i sangen helt ned, og i det hele taget fyldte det visuelle udtryk meget i koncerten, hvor St. Vincent og Toko Yasuda flere gange viste indøvede, fine koreografier, ligesom St. Vincent ofte gik rundt i ring med små, rytmiske skridt, når hun spillede guitar. Musikken var dog hele tiden i centrum og på et tårnhøjt niveau, og tekstmæssigt leverede St. Vincent også masser af guldkorn. Foruden ovennævnte "Digital Witness" kunne man nævne "Birth in Reverse", der åbnede med følgende bevingede ord: "Oh what an ordinary day / Take out the garbage, masturbate". Så var vi i gang.

Nogle særligt intense øjeblikke fik vi i det første ekstranummer, "Strange Mercy", hvor St. Vincent var helt alene med sin guitar på toppen af podiet på bagscenen. Her var kombinationen af stemme, guitar og den melankolske sang gåsehudsfremkaldende. Anderledes intens var afslutningen "Your Lips Are Red", hvor St. Vincent og band viste sig fra deres mest støjende side, og St. Vincent helt ude på scenekanten lod de forreste publikummer spille på/røre ved hendes guitar. Nu kunne publikum ikke holde kameraerne væk, og St. Vincent fik også selv taget nogle billeder med en tilskuers kamera. Hun lagde herpå an til et stagedive, som dog i stedet endte med et baglæns fald ned på scenen, hvor hun blev grebet af vagterne. Fra min synsvinkel i scenens modsatte side så det drabeligt ud, men det var givetvis iscenesat, og St. Vincent spillede hurtigt videre, som om intet var hændt.

Så var koncerten slut, og St. Vincent og hendes tre dygtige musikere bukkede dybt. En aldeles fremragende optræden, som måske ikke var kendetegnet ved den store spontanitet, men til gengæld bød på en musikalsk begavelse langt ud over det sædvanlige. St. Vincent er simpelthen hamrende talentfuld og nytænkende både som sangerinde, guitarist og sangskriver, og hun fortjener et endnu større publikum end det, hun har.

St. Vincent er erklæret fan af Kate Bush, og påvirkningen kan høres flere steder, både i stemmen, som kan gå højt op på udsatte steder, i sammenstillingen af det melodiske og det eksperimenterende og i den teatralske liveoptræden. St. Vincents primære instrument er dog som nævnt guitar og ikke klaver, og der er mange andre markante forskelle, men efter at have set Kate Bush og St. Vincent live med to måneders mellemrum må jeg sige, at forbindelsen er tydelig. og det er en stor kompliment, selvom Bush trods alt stadig er i en tungere vægtklasse. Jeg vil i hvert fald følge St. Vincents fortsatte musikalske karriere med stor interesse – det kan ikke blive kedeligt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA