x
In Flames: Store Vega, København

In Flames, Store Vega, København

In Flames: Store Vega, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Arkivfoto

Forsanger Anders Fridén hev en fan blandt publikum op på scenen, så han kunne få en ordentlig fanfilm til YouTube; "Så man kan se, hvad København har gang i!" Og så var vi klar over, at denne aften var blevet noget specielt.

- Herfra er alt tilladt – lad os gå bananas!

Anders Fridéns opfordring blev fulgt til punkt og prikke.

Det kan godt være, at bandets 11. og nye studiealbum, " "Siren Charms" ikke er kunst alt sammen. Men heavy metal – og specielt det, som læner sig op af dødsmetal – hører i virkeligheden slet ikke hjemme på et album, men lige præcis der, hvor publikum er. Og Vega var ikke alene udsolgt – alt var voldsomt live på den fede måde, som viser tvivlere, hvad det hele handler om: En fest, ja, men ikke af den hjernedøde slags, for det her går hurtigt på den opmærksomhedskrævende måde med temposkift og synkoperede, præcise slag fra trommeslager Daniel Svensson, som kom slagene fra en dødbringende, amerikansk drone.

Ikke bare består In Flames af fem sygt dygtige musikere.

De bruger også teknikken til at få stemning og feeling i tingene med et følelsesregister fra det lyriske, det melankolske over til ikke mindst den sitrende vildskab, som den røde, energiske tråd.

Endnu en gang rammede Anders Fridén koncerten ind, da han på sit syngende svenske (og der var mange landsmænd i København for at høre Göteborg-bandet) satte tingene på plads:

- Det er helt OK at I filmer koncerten, men husk lige: Det er en lille, skide skærm I ser koncerten igennem, hvor det her altså foregår helt live!  

Og ja sgu!

In Flames flashede 5 x fuldskæg og var så meget alive og levede i nuet, at selv set fra en sen søndag aften som denne, virkede en kommende uge pakket med opgaver, som lå det hele på den anden side af næste istid.

 Allerede fra andet nummer "Everything Gone" kom vi rigtigt ind i In Flames' tidslomme, hvor det hårde beat ligefrem swinger, som om scenen slet ikke er stor nok. "Fear Is The Weekness" holdt, hvad foregående nummer lovede mere af: En gang metal spillet så tight og med så meget personlighed , at det ikke kan undre, at billetterne blev revet væk.

Vi skal langt ned midt i sættet, hvor der kommer et par smuttere. "Through Oblivion" virker eksempelvis pludselig lidt kedelig, næsten uoplagt, som om bandet mister pusten et øjeblik. Og enkelte rundgange virker forudsigelige og en smule uoriginale. Men det være dem tilgivet. De rutinerede topmusikere har på det tidspunkt holdt overhalingsbanen så længe, at selv de må trække vejret lidt, hvis det ikke skal være helt umenneskeligt.

Leadguitaristerne Björn Gelotte og Niclas Engelin laver ikke mange fejl undervejs, og trækker de mange tempo- og rytmeskift ind i lune swing, så de virker som det naturligste i verden.

De fleste bandmedlemmer har været med mange år, siden kernen af bandet startede for snart 25 år siden i 1990, og derfra indledte en imponerende, international karriere, som også har gjort dem til et stort navn i Danmark. Det er faktisk anden gang, de har præsteret udsolgt i Vega.

En del af deres hemmelighed er, at de aldrig har været bange for at blande en ellers ofte stivnet dødsmetal-genre op med fremmedelementer som synthesizere, pludselig skønsang (vi havde også lynvisit af en kvindelig operasanger i går – til stort bifald) og endelig som nævnt – pludselige lyriske passager. In Flames bryder gerne med eksisterende regler for genren og udfordrer både den og publikum så alle følte sig underholdt. Denne aften var det kun vanetænkningen, som gik op In Flames.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA