x
Bernhoft: Train, Aarhus

Bernhoft, Train, Aarhus

Bernhoft: Train, Aarhus

Anmeldt af Kasper Brinck | GAFFA

Jarle Bernhoft er berømt for sit one man band, hvor han looper (altså liveoptager) det, han spiller og lægger lag på lag af sig selv oven på hinanden. Denne aften på Train virkede det hele desværre lidt todimensionelt.

Bernhoft kom på scenen til et nummer, hvor grundgroovet var optaget på forhånd. Det kunne han så sætte sig ned og spille med på, og optage videre ovenpå. Train var trods sin nylige udvidelse over halvt fyldt, og publikum virkede veloplagte. Det gjorde Bernhoft sådan set også, han gjorde, hvad han kunne fra første fløjt. Men præmissen var desværre meget let at gennemskue. Gimmicken er Bernhofts eksistensgrundlag, og derfor er han også meget sårbar. Koncerten var egentlig fin, men jævn, og der var en række kritiske spørgsmål, der rejste sig undervejs. Herunder kommer jeg ind på nogle af dem.

Bernhoft har udtalt i Godmorgen Danmark, at han startede med at loope, fordi han ikke havde råd til at hyre et band. Det burde han have råd til nu, med mindre han har brug for hele hyren i egen lomme. Uanset var undertegnede meget ærgerlig over, at der ikke var band med på scenen denne aften. Jarle er en glimrende musiker; en funky guitarist, en dygtig pianist og ikke mindst en fremragende sanger, og han holder imponerende flot sammen på det hele med sine spidse laksko. Men han spiller immervæk med sig selv – kun med sig selv. Og loopformens nødvendige opbygning bliver triviel, trættende og ret lang i spyttet hen ad vejen. Det bliver show for showets skyld og ikke for musikkens, og det er synd. For musikken bliver på den måde gemt væk i et virvar af "hvordan gør han dog alt det på én gang"-effekt.

Decibelgrænsen har været under kritik før, og denne aften på Train var den igen gal. Jeg forsøgte at placere mig forskellige steder, og mange af dem havde støjgener fra for eksempel ventilationsanlæg, som simpelthen overdøvede musikken, særligt når Bernhoft var nede i dynamik med en af sine sjælere, som i tredje nummer "Don't Let Me Go". En ærgerlig, men væsentlig faktor for en koncert. Det betød også, at Bernhoft mistede opmærksomhed fra en del af publikum, der begyndte at tale i krogene. Under dette nummer kom der visuals på bagtæppet og phaser-effekt på den akustiske guitar. Det hele blev pludselig ekstremt lækkert – for lækkert. Det blev nærmest kitsch. Selve nummeret minder meget om Alicia Keys' soulhit "If I Ain't Got You" (2003) og er egentlig en fin soulskæring. Bernhoft satte også gang i en octaverpedal på dette nummer, så han kunne oktavere guitaren ned og derved spille bas.

I går blev Ed Sheeran i en liveanmeldelse i GAFFA kritiseret for ikke at have så godt styr på sin loopingstation som Bernhoft, og man må erkende, at Bernhoft har styr på sine teknikker – til en vis grænse. Han blander faktisk teknik og teknologi til smertegrænsen og udfordrer tydeligt sine egne evner. Og når det går galt, så er der ingen vej tilbage. Det fik vi at føle på det gamle Tears For Fears-nummer "Shout", hvor beatet haltede, og det hele swingede som en halvbrækket arm. Den minisynthezizer Bernhoft havde hevet op til formålet, havde måske en rolle at spille. Den fik således nogle grove hak, og både Bernhoft og publikum kunne grine lidt af det sammen.

I det hele taget var publikum fint med, og Bernhofts ensomme tilstedeværelse gør ham sårbar og gør også kontakten til publikum altafgørende. Intimiteten var der derfor i høj grad, og leveringen var der sådan set også. Han kan jo spille det hele, oven på hinanden. Og det har en umiddelbar wow-effekt. Problemet er bare, at sangene mangler. Og at han ikke kan spille trommer. Når nu musikken er så udpræget funky, skreg musikken ofte til himlen efter et tungt groove, men fik i stedet det evindelige "guitarkasse"-"klap", som altså er en lidt ringe erstatning for klassisk bord og stol i længden. Fordi Bernhoft ikke kan sætte bilen i flere gear, ender det hele med at blive todimensionelt og på det jævne. Der manglede ganske enkelt dynamik denne aften.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA