x
How To Dress Well: Lille Vega, København

How To Dress Well, Lille Vega, København

How To Dress Well: Lille Vega, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Festivalen CPH:DOX har hele ugen igennem budt på spændende dokumentarer, hvor en del også har givet indblik i nogle af vor tids musikere. Ud over sindsoprivende dokumentarer byder programmet også på medrivende liveoptrædener rundt omkring i byen. Her gav How To Dress Well i aftes en storslået musikalsk og cinematisk oplevelse i Lille Vega.

For at fremhæve den filmiske atmosfære var der i aftes også tilføjet liveband og live-visuals til enmandsprojektet How To Dress Well med Tom Krell i spidsen. Bag frontmanden stod således et tre-mandsorkester, og nede bag publikumssfæren stod VJ Emmanuel Lagrange Page for de imponerende scene-visuals, der er skabt i samarbejde med Melissa Matos. Allerede fra start medvirkede det sort-hvid-flimrende lærred i baggrunden til at fremhæve sammenhængen til DOX-festivalen, og som en fortælling fra en dyster fortid strømmede spøgelseslignende skrig ud i salen, hvorefter Tom Krell med en dyb indånding startede med "Power" fra sommerens album "What Is This Heart". Herfra fik Krell brug for al den luft til lungerne, han kunne trække, da aftenens show havde skruet op for tempo og intensitet.

I bedste dokumentarstil synes How To Dress Well at fortælle en reel og ærlig historie, der med hans tre album i aftes tog publikum med på en rejse af sorg, vrede, glæde, smerte og tab. Her fremstod Krell helt åben og med blottet sårbarhed, hvor hans særegne følsomme facon formåede at fange publikum med den største inderlighed. Følelserne sad derfor ude på tøjet af Tom Krell, og hans nærvær kunne mærkes helt ned til bagerste publikumsrække. Til sammenligning med Krells koncert på VoxHall i 2013, var aftenens koncert på Lille Vega mere dansabel og munter. Faktisk udviste Krell endnu et talent i form af rollen som komiker. Mellem numrene var frontmanden nemlig yderst snakkesalig og gjorde det fra start klart, at han ønskede en dialog med publikum.

Her blev scenelyset slukket, og i stedet kom der spot på publikum, hvor Krell pænt hilste goddag til rækkerne. Her udviklede koncerten sig nærmest til en Q&A-session, hvor man som koncertgænger godt kunne have undværet dette. Men sjov, det var han. Her blev der blandt andet delt slag ud til U2/Bono, hvor han i bedste Mark Kozelek vs. War on Drugs-stil nærmest startede en krig mod U2 med impulsudbruddet "Fuck U2, Fuck U2… Fuck me too". Desværre blev man, med de komiske afbrud mellem numrene, hevet lidt ud af den enorme intensitet og dragende stemning, som Krell og bandet musikalsk leverede.

Det var også klart i forhold til sidste års koncert, at How To Dress Wells tredje albumudspil "What Is This Heart" i mellemtiden har sat sit mærke fra en mere introvert til en ekstrovert koncertoplevelse. Pladen giver plads til lysere lydbilleder, som med 80'er-vibes og klare popambitioner når mere ud til den brede skare. Således fik vi i aftes blandt andet storladne elekroniske popeskapader som "Repeat Pleasure", "Precious Love" og "Very Best Friend". Her blev Krells stemmebånd testet til det yderste med delikate falsetter og et imponerende register. Selvom How To Dress Well har skabt sin egen unikke lyd, kunne man ikke undgå at drage referencer til Bon Iver-frontmanden Justin Vernons skrøbelige vokal og med fraseringer, der er Prince eller Michael Jackson værdige, for så andre steder at skifte over i et stemmeregister, som kun Justin Timberlake kan matche.

Tom Krells musikalske tekniske kunnen var også tydelig for enhver tilstede i Lille Vega. Hans mestren af to mikrofoner fungerede som et skizofrent sammenspil, hvor den ene agerede som hans egen personlige kordreng, der transcenderede efterklang ud i rummet. Foran det glitrende lysshow skabte Tom Krell hermed en afskygning af sig selv, når han sang ind i andenmikrofonen, hvilket symbolsk kom til syne med hans egen skygge i baggrunden.

Aftenens to absolut højdepunkter blev leveret fra henholdsvis 2012-albummet "Total Loss" med en alternativ udgave af sangen "Cold Nites", efterfulgt af "Suicide Dream 2" fra 2010 albummet "Love Remains". Førstnævnte blev leveret for fulde brag i en nærmeste dub-steppende version, som fik publikum i en dyb sonisk trance. Omvendt var det på "Suicide Dream 2", hvor hjerteskærende vemodig violin og ulmende synths trak tempoet helt ned. Hertil kom Krells skrøbelige sanglevering, som uden filter trængte sig dybt ind i kroppen på publikum. Afslutningsvis trådte Krell ud i mørket og skreg herfra uden mikrofon de sidste smukke fraseringer ud mod publikum, hvilket fik de små hår på huden til at rejse sig.

Det var derfor en storladen koncertoplevelse, hvor Lille Vegas intime lokale var ideel for How To Dress Wells skrøbelige sangleveringer og fløjlsbløde r'n'b. Rent musikalsk var der ikke en finger at sætte på oplevelsen, men ét eneste minus må være de lange afbrydelser mellem numrene, som til trods for nærværet og publikumskontakten trak lidt af den musikalske indlevelse og intensitet ud af helhedsoplevelsen.

Det var ikke, fordi Krells småsnak ikke var interessant og dragende, men måske netop fordi hans musik i sig selv fortæller små velkomponerede historier, kunne disse små lyriske dokumentarbidder godt tåle at stå for sig selv. For eksempel var der i aftes også kun plads til et ekstranummer "Words I Don't Remember", som blev mødt med stor genkendelsesjubel fra publikum, men herefter forsvandt bandet hurtigt fra kulisen, og der var således ikke plads og tid til flere af How To Dress Wells musikalske perler. Dette fremstår som et luksusproblem, hvor man næsten ikke kan vælge og vrage af sangfavoritterne, men med mindre snak mellem numrene kunne man have ønsket plads til sange som "Running Back", "Ready for the World", "& It Was You", "Say My Name or Say Whatever" eller "Pour Cyril". Disse sange må i stedet lade sig vente på sig, indtil How To Dress Well forhåbentlig snart igen gæster Danmark.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA