x
Suspekt og Scarlet Pleasure: Balticagade 12D, Aarhus Havn

Suspekt og Scarlet Pleasure, Balticagade 12D, Aarhus Havn

Suspekt og Scarlet Pleasure: Balticagade 12D, Aarhus Havn

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Intimkoncert med Suspekt?! Det lyder umiddelbart som en voldsom omgang, der uomtvisteligt vil resultere i et besøg på den lokale venerologiske klinik. Toppet med Scarlet Pleasure var det ikke desto mindre, hvad Samsung inviterede til på denne kolde, våde torsdag i Århus. Samsung Live havde slået sig ned på havnen, hvor man skulle igennem en labyrint af byggeri og industri for at nå frem, helt derud, hvor det ikke kunne blive mere mørkt, øde og suspekt.

Kontrasten var derfor slående, da man blev budt ind i varmen i det lille lokale, der var godt fyldt op med Samsung-produkter foruden en scene, en dj, en bar, søde piger, der gik rundt og bød på cava og tapas og så ellers de cirka 100 gæster, der fik lov at være med til denne – ja, lad mig bare sige det som det er – reklame. For det var det jo selvfølgelig. Og hvordan anmelder man så cirka halvanden times reklame? Jeg holder den frie bar og mulighederne for at vinde diverse teknologiske vidundere uden for mine beregninger og nøjes med at fokusere på musikken. For det var jo den, det handlede om. Det kom det i hvert fald til.

Scarlet Pleasure ****

Le Gammeltoft introducerede koncerten ved at fortælle, at det ville blive intimt, men på ingen måde en stille omgang, vi ville få blæst ørene af. Der var da også fuldt line-up på scenen med trommesæt, bas og keyboard. Ingen akustisk guitar eller cajon der. Bandet entrede scenen i en garderobe, der passer meget godt med deres musikalske image. De lignede noget fra fortids fremtid med deres solbriller, Nick Carter-frisure og jakker. Musikken er da også 80'er møder 90'er møder et eller andet særligt. At lytte til Scarlet Pleasure er lidt som at se "Drive". De lyder som en anakronisme, men har alligevel noget tidløst over sig med deres velproducerede, internationalistiske synth-r'n'b-pop.

Forstenede står de alle fire og modtager folkets hyldest, da forsanger Emil Goll bryder ud i solosang, der straks aktiverer band og dansegulv med seneste single "The Strip". Så er vi i gang – Scarlet Pleasure får demonstreret, at de kan skrive et hit, lave et omkvæd, der bider sig fast og fremføre det knivskarpt live. Ingen maskine ville have kunnet levere lige så tight en performance og ligeså voldsom en energiudladning. Det er organisk, om end lyden er pæn og steril.

Herefter følger en række andre velspillede og -skrevne popnumre, hvor der som sådan ikke er en finger at sætte på kvaliteten, interessen er bare dalende fra publikums side, og festen går lidt i sig selv igen. Der ændrer sig dog markant, da Goll alene synger linjerne "Bitches with ambition, get down in position", hvor publikum straks stemmer i. Alligevel bliver der efterhånden snakket mere, end der bliver sunget med, han kan ikke bære "Windy" alene på tekst og vokal. Men da bandet sætter ind, og der kommer melodi på, så må alle overgive sig til denne perfektskrevne popsang. Scarlet Pleasure lider dog lidt af, at de skriver så fængende melodier som "The Strip" og "Windy", for de får de andre numre til at fremstå lidt som fyld. Også et helt nyt nummer, der har en snert af noget gammelt Thomas Helmig over sig. Det er en skam, at det er sådan, for deres bundniveau er så voldsomt højt, der er intet at klage over i fremførelse, attitude eller crowd control. Sidstnævnte demonstreres under "Windy", hvor Goll får piger og drenge til at synge hver sin stemme i kor. Alle er med, og det lyder som om, der er væsentligt flere end 100 mennesker til stede foran den lille scene.

Næstsidste nummer er en magtpræstation uden lige, hvor hele lokalet synger og danser med på "Under the Palm Trees", som bare sætter en tyk, fed streg under bandets sangerskriver- og sammenspilsevner. Jeg har tidligere skrevet, at Emil Golls stemme ikke helt lever op til resten af bandets høje standard på deres respektive instrumenter. Dette er ikke længere tilfældet. Han klarer det fremragende. Til sidst spørges publikum, om de er liderlige, hvilket jo er det mest naturlige spørgsmål inden en formodet Suspekt-koncert, men desværre taber Scarlet Pleasure al den energi, de har bygget op igennem koncerten ved at slutte af med et fuldstændigt ligegyldigt nummer. Turn off. De skulle have stoppet på toppen.

Suspekt feat. Scarlet Pleasure *****

Det viste sig så også, at Scarlet Pleasure skulle få en ny mulighed for at stoppe på toppen. Bassist Alexander Malone gejler publikum op til Suspekt, mens Emil Goll ifører sig en guitar. De agerer backingband og sætter gang i den lækreste soulmusik, mens de messer koret til "Bollede Hende I Går", hvortil Bai-D går på scenen, og publikum pludselig når et helt nyt niveau af begejstring. Bai-D's stemme passer perfekt til intimkoncert, soulmusik og lummer belysning. Tilpas hæs, tilpas upassende som han står der og hygger sig med sit rødvinsglas. Han burde indspille en stak spoken word-plader. Eller indtale lydbøger.

Orgi-E går på scenen, ligeledes nonchalant slyngende sit rødvinsglas, mens Rune Rask indtager dj-pulten. Det skal vise sig, at der er masser af højere niveauer at nå for stemningen i lokalet. Mens Scarlet Pleasure led lidt af et begrænset bagkatalog, der trods den høje rate ikke kun består af hits, har Suspekt med fem plader i bagkataloget mulighed for at strikke en hitparade af de helt store sammen. Så da "Proletar" og "S.U.S.P.E.K.T." spilles, eksploderer det hele i fællessang og arme i vejret. Publikum kan hver en linje, Suspekt kender naturligvis også deres egne, men Scarlet Pleasure, der kun har haft to dage til at øve sættet med Suspekt-drengene, de spiller, som om de aldrig har lavet andet.

Suspekt har ellers historisk set haft rigtigt mange, rigtigt dygtige backingmusikere, og Scarlet Pleasure skriver sig således ind i denne historie. Koret sidder lige i skabet, trommerne hamler fint op med folk som Anders Meinhardt og Mikkel Villingshøj, Malone ser ud til at have den bedste aften i sit liv, og keyboardet får lov at trykke de onde synthsoloer af. De nyder virkelig at være på scenen sammen alle seks, og det smitter. Publikum er i øjenhøjde, og intimkoncertbegrebet kommer til sin ret. Vi er kommet for at hygge os, som Bai-D bliver enig med sig selv om. Men det er nu en særlig form for hygge.

Næste nummer river det hele midtover. Det er så taget letter og champagneglassene dirrer, da det hele eksploderer med "Kinky Fætter". Jeg kan se, at både Bai-D og Orgi-E har mikrofonerne ved munden, men det eneste, jeg kan høre er de 100 mennesker, der hopper op og ned, mens de fyrer hele teksten af fra start til slut.

Inden koncerten var jeg spændt på, hvad det var for folk, der var mødt op. Var det primært folk, der kom på grund af Samsung og den specielle event, eller var der nogle fans imellem? Jeg kan da lige love for, at jeg fik det mysterium opklaret. Sikke en fest. Suspekt holdt stemningen hele vejen hjem først med "Helt Alene", hvor Emil Holl lavede et glimrende stykke vikararbejde for Tina Dickow, og sidst, men, ikke mindst "Sut Den Op For Slap", hvor stemningen atter en gang ramte ren ekstase. Suspekt og Scarlet Pleasure sluttede på toppen. Sådan skulle den intim-showcase leveres.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA