Mew: Train, Aarhus

Mew, Train, Aarhus

Mew: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Mew er draget på Danmarksturné til en række efter bandets standard mindre spillesteder som Pumpehuset i København, Posten i Odense og Train i Aarhus, og GAFFA fangede bandet på tourens anden dag i Aarhus. Flere af koncerterne har været udsolgt længe, også den i Aarhus, og dermed kan det konstateres, at interessen for Mew stadig er stor, selvom det er fem år siden, de udgav deres seneste album. Eller måske netop derfor, for gruppen havde forud for turnéen lovet, at de ville spille en del nye sange fra deres kommende sjette album, der ventes på gaden i begyndelsen af 2015. Deres fans er med andre ord sultne.

Vi begyndte dog helt tilbage med den afdæmpede "Coffee Break" fra gruppens debutalbum "A Triumph for Man", der nu har 17 år på bagen. En sang, Mew sjældent har spillet live, og det gav håb om en koncert med en sætliste, hvor gruppen havde blandet kortene grundigt – og sådan skulle det også gå. Koncerten var gruppens tredje i Danmark fra og med annonceringen af bassisten Johan Wohlerts tilbagevenden til bandet på årets NorthSide-festival, og den fortabte søn havde fundet sin gamle plads helt fremme ved scenekanten ved siden af sanger Jonas Bjerre og guitarist Bo Madsen.

Bandets fjerde medlem, trommeslager Silas Graae, var til gengæld flyttet tilbage på bagscenen ved siden af det faste, uofficielle medlem, keyboardspiller Nick Watts. Graae havde ellers en tid fremme i rampelyset under Wohlerts fravær (2006-2014) som for at understrege, hvem der var bandets kernemedlemmer, men med Wohlert tilbage synes dette ikke længere muligt af rent pladsmæssige årsager, i hvert fald ikke på så lille en scene. Wohlert er dog også langt mere udadvendt og talende på scenen end Graae, så opstillingen gav god mening.

Det var tydeligt, at Johan Wohlert er glad for at være tilbage i bandet, og at begejstringen er gensidig. Wohlert havde da heller ingen problemer med at være tilbage i sin gamle rolle som bassist, selvom han mest har spillet guitar i de senere år i The Storm. En anden forholdsvis ny ændring i Mews live-setup er, at de har droppet deres ellers imponerende videoer, som ellers har fulgt dem fra "Half the World is Watching Me"-turnéen i 2000 og indtil for et par år siden. I stedet er scenelyset enten helt sparsomt eller heftigt blinkende stroboskoplys. På den ene side et tab, men på den anden side skulle der også ske noget nyt på den front, når man har set de samme violinspillende katte og himmel med stjerneskud på bagscenelærredet igen og igen. Og det fungerede fint.

Noget andet nyt er de nye sange fra det kommende album, hvoraf flere dog er blevet luftet ved gruppens spredte koncerter i de senere år på blandt andet Roskilde Festival og Smukfest. Aftenens første af disse var sættets tredje sang "Witness", en hurtig og hårdtpumpet sag i familie med "Snow Brigade" og "Apocalypso", efterfulgt af "Satellites", et mere symfonisk og episk, temposkiftende nummer i klar forlængelse af Mews to seneste album. Umiddelbart herefter spurgte Bo Madsen publikum, hvilken af de to sange der skulle være første single fra det kommende album. Der syntes at være en svag overvægt af stemmer til "Satellite" – jeg er enig.

Publikum var under sættets første fem numre forholdsvis stille, men fik hænderne i vejret på "Snow Brigade", koncertens første regulære hit. Der blev de oppe under "She Spider" og "She Came Home for Christmas", der, som Johan Wohlert bemærkede, ikke var blevet spillet i Aarhus i mange år. Folk sang med af fulde hals, og nu er der jo heller ikke længe til jul.

Midt i koncerten forlod bandet minus Jonas Bjerre og Nick Watts scenen, og de to tilbageværende fremførte så "Symmetry" for kun vokal og keyboard. Her måtte man atter imponeres over Bjerres smukke og spændstige vokal, der fuldstændig ubesværet gik fra fuldt register og op i falset og ned og op igen og igen og ramte plet hver gang. Han er ganske enkelt i særklasse, og sangen er stadig skøn – også uden duetpartneren Becky Jarrett (der var 12 år ved indspilningen) på backtrack. Og så beholdt han i øvrigt sin lange jakke på under hele koncerten, selvom han havde det varmt – "for jakken er ret cool", som han sagde. Enig.

Bandets øvrige medlemmer er også fortrinlige musikere, og var Silas Graae blevet flyttet tilbage på scenen, var hans trommespil stadig massivt tilstedeværende i lydbilledet, hvor de bragede igennem med fyldig rumklang på mange af numrene som en effektiv kontrast til Jonas Bjerres luftige vokal. De var dog knap så voldsomme under "Eight Flew Over, One Was Destroyed", hvor man i stedet kunne glæde sig over det nænsomme spil på hi-hihatten i versene og Graaes sikre rytmesans i det hyppigt taktartsskiftende nummer, som bandet i øvrigt heller ikke har spillet længe.

Et nyt nummer havde ifølge Bo Madsen titlen "My Complications". En solid, rocket sang med en afdæmpet intro og et hurtigt skift op i tempo. Endnu mere vellykket var et andet nyt nummer, "Water Slides", et midt-tempo-nummer med tilbageholdte, elektronisk orienterede vers med programmerede trommer og et iørefaldende omkvæd med fuld rockbesætning. Det lød som et kommende hit. Hovedsættet sluttede med en ny, lavmælt, vuggende ballade, "Cross the River on Your Own". Endnu et flot nummer, selvom trommerne i omkvædet næsten var for fyldige – nogle gange er lidt som bekendt mere.

Hermed havde vi fået fem nye sange, der lover særdeles godt for det kommende, sjette Mew-album. Et album, der synes at ligge i klar linje med bandets seneste to album, hvor de omfavner den progressive og symfoniske rock med stor kærlighed. Ekstranumrene var ikke overraskende tre gamle kendinge, de sammenhængende "Special" og "The Zookeeper's Boy" og endelig den lange og majestætiske, crescendo-opbyggende ballade "Comforting Sounds", der stadig er en sikker sætlistelukker hos Mew, og hvor de som vanligt – nu med Johan Wohlert som talsmand – sagde farvel og tak til det nu for alvor tilfredse publikum, inden bas og trommer brød løs i sangens sidste halvdel.

Jamen hov, hvad blev der af hittene "Am I Wry? No" og "156"? Dem fik vi ikke. På den ene side en skam, på den anden side en understregning af, at Mew har så mange stærke sange, at de kan udelade et par af deres mest kendte numre og stadig levere halvanden times koncert uden svage øjeblikke, snart seks album inde i karrieren. Det taler vist for sig selv.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA