x
Freja Kirk og Julias Moon: Kulturmaskinen, Odense

Freja Kirk og Julias Moon, Kulturmaskinen, Odense

Freja Kirk og Julias Moon: Kulturmaskinen, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Arkivfoto af Julias Moon

Freja Kirk *

Hvis navnet siger dig et eller andet, så er det nok fordi, du har set talentprogrammet Voice, hvor en quirky krøltop imponerede med sin fortolkning af Gnarls Barkleys "Crazy". Selvom hun i sidste ende ikke vandt, fik Freja Kirk senere hen udgivet sin debut Monophobia med hjælp fra producerholdet Granity, og nu er hun på turné med Julias Moon.

Stjernerne eller rettere sagt stjernen afslører hurtigt denne anmelders dom over Freja Kirks liveoptræden på et udsolgt Kulturmaskinen i Odense. Ja, det var en skuffende koncertoplevelse. En stjerne skal hun have for at synge ganske glimrende, for der er ingen slinger i valsen, når det kommer til Kirks vokal, lige meget om det er live eller på album.

Hvis man som flertallet var kommet for at høre Julias Moon og tænkte på Freja Kirk mere som en bonus til en festlig koncert, så har man sikkert haft en hyggelig lounge-lignende baggrundsmusik-oplevelse (lige indtil et pigebarn råbte "hold kæft") med sangerinden og hendes to medmusikanter. Var man derimod spændt på en koncert, der kunne udfolde Monophobias elegante produktioner med Kirks mesterlige vokal, så blev man slemt skuffet over den pseudo-akustiske falliterklæring af en koncert, vi fik serveret.

Nogle sange, som for eksempel "Colored Lights", var nedbarberede, oversimple udgaver af tabt pop-potentiale, mens andre sange, som den ellers intense og eksplosive "Forever", fik følgeskab af billige trommemaskiner og en upassende spansk guitar. Publikum reagerede skizofrent på disse afvigelser fra singler og album og gik lynhurtigt fra applaus til uro og snak, der som før nævnt indbød til store mængder tyssen og værre.

Freja Kirks koncert kan ikke kaldes for opvarmning, for det var noget helt andet. Det var det modsatte af opvarmning. Skal musikken, både indspillet og live, vurderes på de foreliggende præmisser, så må Freja Kirks koncert først og fremmest vurderes som en dobbeltkoncert med Julias Moon. De melankolske og britisk inspirerede produktioner, man finder på debutalbummet kunne have komplementeret Julias Moons næsten lalleglade 80'er-synth-univers helt perfekt. I stedet blev det til en koncert med halve sange og alle jetoner satset på Kirks stemme. Sikke en skam.    

 

Julias Moon *****

Næsten alt udstyr havde været på scenen under hele Freja Kirks koncert, så der gik ikke forfærdeligt længe før dobbeltkoncerten tog et tiltrængt greb om lørdagens nosser og strammede til så hårdt, at tilbage var kun Louis Samson Myhres ørekildende falset over Oliver Kincaids og Nicolai Gabolds stramme synth og guitar, som hevet lige ud af den DeLorean, de formentlig fløj ind med og parkerede på 1. sal. Stjernerne taler igen for sig selv, for det var en af de koncerter, hvor den eneste egentlige kritik er, at koncerten ikke var lang nok.

Til lyden af første nummer fra den nye ep Fake ID Heartbreak var lørdagen sparket af sted. I "Delirium" lyder teksten "Welcome to the new age", og det runger noget hult, når man tager alle de tydelige tilbageblik i betragtning. Lyden er som sagt af opstrammede 80'er-synths, Myhres højspændte stemme er lige så ensporet som Timberlakes nasale vokal, og, ja, Julias Moons fremtræden på kulturmaskinens scene smagte også umiskendeligt af Backstreet Boys, N'sync eller Boyz II Men. Det var gennemført kitsch til punkt og prikke med afklædte overkroppe, øjenkontakt til unge piger og et ansigt trukket i orgastiske rynker.

Under den obligatoriske r&b-ballade blev en heldig ung tilskuerinde inviteret til at holde forsangeren i hånden under hele sangen. Her virkede der pludselig ikke så langt fra kulturmaskinen og Julias Moons nylige kontrakt med amerikanske Republic Records til fanklubber, merchandise og Bieber-tilstande for det danske synthband. Oliver, Nicolai og Louis har uanset karisma nok til et nærliggende internationalt gennembrud.

Det gjorde bestemt heller ikke noget, at den mesterlige Felix Ewert sad bag trommerne i leg og kontrol af frække dansable rytmer. Sange som de velkendte "Palace" og "Lipstick Lies" lød forstærkede og friske, mens nye og uudgivne sange vækkede forventningens glæde. Det var forresten ganske godt tænkt at spille "Palace" for anden gang som et ekstranummer, da publikum lod til først for alvor at være helt varme hen mod sættets afslutning.

Havde koncerten nu bare varet lidt længere med eventuelt et cover eller to, og havde Myhre lige mestret de små finesser i "Lipstick Lies"' omkvæd og c-stykke, havde jeg tømt alle lommer for stjerner, hatte og hjerter og dømt perfektion. De er tæt på, og de ligger superstærkt i ræset med lignende danske navne som Scarlet Pleasure, First Hate, Mont Oliver og De Dødelige.

Se Freja Kirks turnédatoer på Facebook

Se Julias Moons turnédatoer på Facebook


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA