x
Tina Dickow: Hermans, Tivoli Friheden, Aarhus

Tina Dickow, Hermans, Tivoli Friheden, Aarhus

Tina Dickow: Hermans, Tivoli Friheden, Aarhus

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Den danske singer-songwriter Tina Dickow, der netop har modtaget fire nomineringer til GAFFA-Prisen 2014, leverede en fremragende og helstøbt koncertoplevelse i et udsolgt Hermans Teater i Tivoli Friheden. Det var et spændt publikum i alle aldersgrupper, der havde købt billet til aftenens koncert i sangerindens gamle hjemby Aarhus. Sætlisten tog selvfølgelig først og fremmest udgangspunkt i hendes nyeste studiealbum "Whispers," der blev kvitteret for med hele fem stjerner i GAFFAs anmeldelse.

Efter en yderst veloplagt opvarmning af Christian Hjelm (Figurines) indtog Tina Dickow og hendes band scenen, hvilket blev mødt med et kæmpe bifald. Dickow lagde ud med åbningsnummeret "The Woman Downstairs" fra sin seneste plade. Lyden af de akustiske guitarakkorder og den karakteristiske, mesterlige vokal tonede frem. De tre bandmedlemmer sneg sig langsomt ind i lydbilledet og bidrog med flerstemmige vokalharmonier, som lød krystalklare i højtalerne. Scenen var således sat for en aften i den vellydende melodis tegn.

Nye og gamle sange i intime rammer

Efter koncertens første nummer præsenterede en høflig Dickow sig selv og forsøgte at sætte ord på, hvor meget det betød for hende at være tilbage i Smilets by. I et forsøg på at introducere nummeret "Whispers" hævdede Dickow, at sangen handlede om at hviske om håb: "En klog, gammel kone sagde en gang, at man når længere, hvis man tager den med ro." Med disse ord in mente hviskede Dickow nummeret i gang med frasen "What happened to the whispers?" Det spøgende sangkor fungerede simultant som et harmonisk ekko til Dickows leadvokal. Via en elegant musikalsk overgang bevægede bandet sig over i et mere rockende udtryk. Anvendelsen af dramatiske, instrumentale pauser og Dickows hviskende vokal komplementerede hinanden sublimt.

Bagefter fik vi serveret den moderne klassiker "Nobody's Man," der blev dedikeret til alle mændene i publikum. Dickow og bandet tog udgangspunkt i en lidt anderledes fortolkning af det velkendte nummer: Drømmende klokkespil, dominerende flygel og implementering af mandolin i stedet for elektrisk basguitar prægede lydbilledet. Publikum klappede ivrigt med, da Dennis Ahlgren spillede en virtuos mandolinsolo, mens Dickow samtidig tæskede sig igennem akustiske guitarakkorder og skrålede nummerets iørefaldende omkvæd.

Trist at falde alene

Aftenens næste sang "Craftsmanship And Poetry" handlede, ifølge Dickow selv, om en pige, der "kommer for lidt ud." For første gang under koncerten kom den elektriske guitar på banen, hvilket var en forfriskende afveksling fra koncertens hidtil overvejende akustiske instrumentering. Musikernes overlegne harmoniseringer stod atter stråleklart, når de kønne sangstemmer i fællesskab bragte lyrikken til live: "Oh, the silence / Oh, the silence in your house and in your head and in your heart." Sangen blev afrundet af Dickows kække budskab om at tillade sig selv at have "fun."

Den næste sang "You Don't Step Into Love" kredsede også om det svære kærlighedsliv. I omkvædet beskrev Dickow, hvor trist det er at forelske sig alene: "I've fallen from any terrifying heights / Fallen like a feather, like a stone / I've fallen hand in hand with many mister rights / But mostly I've fallen alone." Til at overlevere denne pointe anvendte Dickow motivet at falde som en metafor for den ugengældte kærlighed: "You fall / Been over-used, blindfolded into the lurking dark / You don't step into love." Så kan det satans kærlighedsliv da vist ikke blive mere trist. Det at opleve Dickow i en så intim ramme som Hermans Teater betød, at hendes intelligente sangskrivning skinnede igennem, og man fik som koncertgænger rig mulighed for at sidde og tygge på ordene. Denne fordybelse var værdsat.

Da Dickow skulle introducere nummeret "Copenhagen," jokede hun med, at den lige så godt kunne have været skrevet om Aarhus eller rettere sagt bydelen Aabyhøj, hvor den 37-årige sangerinde er født: "Aabyhøj havde bare ikke samme antal stavelser som Copenhagen," sagde Dickow med et glimt i øjet om sangens tilblivelse. Publikum sang lystigt med på nummerets iørefaldende omkvæd.

Alene på scenen med en akustisk guitar

Dickow blev efterfølgende efterladt alene på scenen med blot en akustisk guitar, og denne minimalistiske opsætning fungerede strålende. Senere inviterede hun sin private og musikalske partner Helgi Jonsson tilbage på scenen. Opførelsen af nummeret "He Doesn't Know (A Beginning)," der handlede om at få sagt tingene i tide, vekslede mellem afdæmpet hvisken og kolossal stemmepragt i en elektrisk duet mellem mand og kone. De øvrige musikere vendte tilbage på scenen i forbindelse med nummeret "The Other Side," der gav associationer til gedigen lejrbålsstemning. Jonsson kastede sig her over banjoen, hvilket tilførte Dickow og Ahlgrens to akustiske guitarer et folket americana-islæt.

Trommeslager og percussionist Marianne Lewandowskis feminine vokalharmoniseringer cementerede, hvordan bandet anvendte hinandens flerstemmige korrespondancer som musikalske penselstrøg i lydbilledet. Det enkle, men hårdtslående trommebeat udløste endnu en gang rytmiske klap blandt publikum.

Det sentimentale nummer "Old Friends" handlede om at vedligeholde kontakten til ens gamle venner, mens den trompetbårne "In Love And War" blev fremført med intenst guitarspil og remsende vokaler. Under nummeret "No Time To Go To Sleep" var der dømt fællessang, mens Dickow stod og dansede på scenen med lukkede øjne i sin egen lille verden. Med nummeret "Drifting" fremkaldte Dickow på stemningsfuld vis den islandske naturs storslåede vidder og perspektiver. Erkendelsen af at føle sig som et lillebitte sandkorn i naturens mægtige univers blev billedliggjort at Dickows ekspressive lyrik: "I'm drifting too far / Too far, too far from the shore," der blev sunget i en smuk falset med masser af patos.

Henrykt begejstring

Koncerten lakkede mod enden, da Dickow og band kastede sig hovedkulds ud i klassikeren "Count To Ten." Her kulminerede publikums entusiastiske fællessang for alvor. Både kvinder og mænd i alle aldre kunne synge med på næsten hver eneste tekst, hvilket vidnede om den intimitet, der karakteriserede forholdet mellem Tina og hendes århusianske publikum under koncerten. Efter opførelsen af de to ekstranumre "Someone You Love" og "In The Red", der blev afsluttet på nærmest jazzet manér, belønnede publikum Dickow og bandet med et ekstatisk bifald.

Man kan passende genbruge det lyriske billedmotiv "dizzy heights" fra nummeret "In the Red," hvis man skal opsummere aftenens koncertoplevelse: Det lykkedes Dickow at transportere sit publikum til musikalsk, følelsesmæssigt og menneskeligt svimlende højder, men i sidste ende formåede hun alligevel at lade folk dale ned på jorden igen i sikkerhed. Da koncerten var forbi, var folk landet blødt.

I intime rammer på den aarhusianske hjemmebane beviste Dickow, hvorfor hun er en af Danmarks mest talentfulde og hjertevarmende sangskrivere. Dickows kompetente musikalitet, respektindgydende repertoire og sympatiske fremtoning medførte, at koncerten var en sand triumf. Bravo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA