x
Carpark North: Koncerthuset, DR Byen, København

Carpark North, Koncerthuset, DR Byen, København

Carpark North: Koncerthuset, DR Byen, København

Anmeldt af Anders Bøgh | GAFFA

Sidst jeg så Carpark North live var i Vega i april måned, en koncert hvor det (bortset fra at den var lidt kort) var svært at sætte en finger på noget. Sætlisten var god, leveringen var god osv. Alligevel gik undertegnede derfra med en lidt tom (skuffet?) fornemmelse. Det hele var lidt for kontrolleret afviklet, på en sådan lidt ultra-professionel amerikansk måde, hvor selv improvisationerne virker indstuderede. Der manglede ligesom lidt sjæl og indlevelse, og Carpark North plejer ellers at levere varen.

Derfor var det også med anspændte forventninger, jeg gik ind til aftenens koncert i Koncerthuset, for hvordan leverer man stadionrock foran et siddende publikum, som befinder sig hele vejen rundt om én? Ville det give den ekstra nerve, der manglede sidst? Hvordan ville det påvirke stemningen i salen, at man sidder som tilskuer?

Først og fremmest var der sket overraskende lidt med sætlisten, som var meget forudsigelig og stort set identisk med, hvad der blev spillet i Vega i foråret. En blanding af gamle hits og numre fra de seneste album "Phoenix", suppleret med et enkelt stille nummer eller to, vi var jo et sted, hvor publikum sidder ned. Og igen alt for kort koncert, når man har fire succesfulde albums på cv'et, så burde det kunne blive til mere end en times koncert plus ekstranumre.

Fugl Fønix rejste sig fra den kolde novemberaften

Når det så er sagt, var der en verden til forskel fra koncerten i Vega. Leveringen og nerven var en helt anden, hårde numre og passager havde lige fået et nøk mere, og når man samtidig fik lov til at høre et par af de mere afdæmpede sange, fik man virkelig lov til at mærke kontrasterne i musikken, noget der klæder enhver koncert uanset de fysiske rammer. Koncertsalens gode lyd gjorde også, at man lige fik en snert flere detaljer med i lydbilledet og kunne høre, hvor stærk en rygrad Carpark North har i Morten Thorhauge bag trommerne. Et enkelt lille negativt pip til den ellers gode lyd skal dog rettes mod den megen rumklang, der var puttet på Lau Højens vokal, der gjorde at den ind imellem overstyrede. Men det var virkelig en bagatel i det store billede.

Visual og lys bør bestemt også få et ord med på vejen, da det løftede oplevelsen en ekstra tand. Fire kvadratiske skærme udgjorde hele vejen igennem et yderst æstetisk bagtæppe, med alt fra nærbilleder af solen og universet til grafiske mønstre, video-close-ups af de gæsteoptrædende Nik & Jay og Stine Bramsen, pulsslag mv. Og det stemningsfulde lys, der supplerede, ramte plet hver gang.

Jeg er meget begejstret for Carpark Norths tre første album, og sigende for denne aften var det, at jeg for første gang også oplevede at få gåsehud af et par af numrene fra "Phoenix". Halvvejs gennem koncerten var alle blandt publikum kommet op at stå og blev der, til det sidste ekstranummer var færdigt. Hvor ville man ønske, at det var den oplevelse, man havde fået i Vega eller et andet sted, hvor stole og fysiske rammer ikke holdt publikum lidt tilbage, for Carparks musik er skabt til fest, og det havde været helt perfekt, hvis festen var startet ikke bare på scenen, men også blandt publikum fra starten.

Opvarmning: Mads Bjørn

Inden Carpark North gik på scenen var Mads Bjørn sat til at varme op. Det gjorde han med en stærk stemme og et stemningsfyldt lydbillede, der momentvis gav glimt af, hvorfor han var valgt. Med lidt stærkere melodier ville han være den perfekte opvarmning til Carpark North, nu forblev det en anelse anonymt, om end man tydeligt anede stort potientiale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA