x
Rosa: Ryst dit sovedyr

Rosa
Ryst dit sovedyr

Rosa: Ryst dit sovedyr

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 01.12.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Børnemusik er ikke, hvad den har været – heller ikke, når den kommer fra Danmarks Radio, som ellers i mange år kunne bryste sig af at lave børneunderholdning i verdensklasse. Heldigvis er der dog undtagelser, og på en eller anden måde overrasker det ikke, at en af disse er Rosa M. Gjerluff Nyholm – datter af sangerinden Elisabeth G. Nielsen og gennem flere år børnenes sympatiske og charmerende ven på DRs børnekanal Ramasjang, ikke mindst som vært i programmet Rosa fra Rouladegade.  

Nu får Rosa så sin egen cd-udgivelse, sådan som Ramasjang-kollegerne Hr. Skæg og Onkel Reje tidligere har fået; netop onkel Reje medvirker da også her i duet med Rosa på den muntre Roser og Rejer.

Vi taler elskelig underholdning i børnehøjde, hvor der tages udgangspunkt i genkendelige emner som luseplage, sovedyr og trangen til at kramme – uden at tale ned til børnene. Hertil kommer referencer til det bageunivers, Rosa udfolder sig i til daglig på tv, samt en afsluttende julesang. Der er tale om en børneplade i den absolut hæderlige ende af skalaen – muligvis fordi Rosa har fået kyndig hjælp til sangskrivningen fra mor Elisabeth, som også har produceret albummet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA