x
Diverse kunstnere: Headbangers Ball Tour, Voxhall, Aarhus

Diverse kunstnere, Headbangers Ball Tour, Voxhall, Aarhus

Diverse kunstnere: Headbangers Ball Tour, Voxhall, Aarhus

Anmeldt af Silke Høj Christiansen | GAFFA

For 8. år i streg – og efter sigende den sidste gang – myldrer mænd med langt, fedtet hår akkompagneret af en fadbamse i hver hånd og kvinder i deres stiveste, sorte puds til Headbangers Ball Tour. Touren har sit kick-off i Aarhus på Voxhall, og i år må siges at byde på Danmarks p.t. mest erfarne og aktive metalbands: Mercenary, Raunchy, Dawn of Demise og Hatesphere. Alle sammen bands, som før har spillet på touren, men som stadig er kærkomne på den århusianske scene i aften. Stemningen fejler i hvert fald intet. Der er lagt op til en god omgang hegn.

Mercenary***

Det er aldrig nemt at være det første band i en række af andre på sådan en aften. Stemningen er som regel aldrig helt i top endnu, for publikum ved, de har en forholdsvis lang aften i vente. Det er altså ikke nemt for aalborgensiske Mercenary. I aften begynder de deres koncert, som de altid gør: Med ryggen til. Intet nyt under solen der. Dette bliver desværre lidt kendetegnende for bandets koncert i aften.

Mercenary består af de to langhårede mænd og to skaldede mænd. De eneste to former for ægte mædl-hair style. Og Mercenary er da også ægte mædl. Melodisk dødsmetal, som med forsangerskiftet i 2009 har formået at bibeholde det melodiske, selvom den daværende forsanger, Mikkel Sandager, ikke længere tager sig af vokalen. Bassisten René Pedersen tog over og formår stadig at bibeholde den 80'er-vibe, som Mercenary så kraftigt er inspireret af.

I aften er Mercenary dog ikke den vilde publikumsstarter og formår faktisk først at få metalhovederne til at rokke i det ældre nummer "The Endless Fall" fra albummet "Architect of Lies" fra 2008.

Den allerede annoncerede specielt guest star tilføjer beklageligt nok heller ikke den store vildskab. For på nummeret "Loneliness" fra albummet "11 Dreams", som i år kan fejre sit 10-års jubilæum, dukker Henrik "Kral" Andersen op på scenen – manden, der i sin tid var hjernen bag Mercenary. Det er knap 10 år siden, han sidst stod på en scene, og selvom nostalgien er velment, så falder den desværre lidt til jorden. Det er et fint input og sjovt at se den grand old man svinge håret igen, men det rusker ikke så meget op i publikum, som det måske var ønsket.

Mercenary har aldrig været det helt store mosh pit-materiel, men i aften er da slet ikke nogen undtagelse. En smule sløvhed og mangel på vildskab prægede desværre koncerten. 

Raunchy*****

Raunchys koncert får en komisk begyndelse. I den mest bogstavelige betydning. For på scenen står pludselig komikeren Carsten Bang. Hvad laver han der? Jo, det skal jeg fortælle dig. Han er såmænd kæmpe Raunchy-fan, og så får bandet selvfølgelig ham til at give en præsentation af dem. Lidt mainstream-kendis-faktor har Raunchy jo efterhånden. Bang kan desværre fortælle, at bandet ikke har nået at få sit et nyt back rug til aftenens arrangement, så op bliver på komisk vis hejst en Raunchy-T-shirt som baggrundstæppe.

Den ydmyge pynt er da også det eneste ydmyge ved Raunchys optræden i aften. Forsangeren siden sidste år, Mike Semesky fra USA, er en kålhøgen frontfigur. Men hold fast, hvor gør han og de andre i bandet det godt. Allerede fra starten med "Eyes of a Storm" begynder mosh pitten så småt at rykke på sig.

Meget af energien til publikum kan man takke Mike Semesky for. For med sin karismatiske og enormt energiske personlighed formår han virkelig at sætte gang i Headbangers Ball. Han er lidt af en arrogant skid, som blinker til pigerne og spænder med musklerne, men det virker altså. For publikum er fuldstændig med på Raunchys præmisser og får også lov at høre nogle af deres store hits som eksempelvis "Dim the Lights and Run" fra "A Discord Electric."

Noget, der måske kan undre en, er placeringen af bandets vokalist og keyboardspiller Jeppe Christensen. Han står yderst til venstre på scenen – og er næsten ikke til at få øje på trods sin mindst lige så betydningsfulde vokal som Mike Semeskys. Faktisk bliver Semeskys tilstedeværelse som frontmand til tider lidt overflødig. For Jeppe Christensen bærer så meget af vokalen, at Semeskys growl ikke slår helt igennem på flere af numrene. For publikum ser det derfor nogle gange ud som om, at Semesky simpelthen bare mimer med på den flotte vokal fra keyboardspilleren.

Men det er alt sammen petitesser i forhold til hele koncertens helhedsindtryk. For Raunchy er aftenens overraskelse. Deres energi, deres karisma og deres helt klare rolle som tourens lækre drenge er simpelthen et overlegent stykke arbejde.

Dawn of Demise****

"I aften skal vi høre noget dø'jsmetal" brøler forsanger Scott Jensen på bragende jysk. Som stor kontrast til Raunchys selvsikkerhed dukker Dawn of Demise op med deres ydmyge tilgang til dem selv og til deres musik. Jensens forsigtige og lettere langsomme bevægelser fortsætter koncerten igennem. Alt går ligesom i slow motion. Især deres musik. Genren er vaske ægte dø'jsmetal med en lille snert af doom over sig.

For her bliver nakkerne ikke kastet febrilsk frem og tilbage – nej, med Dawn of Demise får headbangerne rigelig tid til at kaste nakken helt frem og helt tilbage i de mange break downs, som bandet er så gode til at kaste fra sig. Og folk hygger sig. De kan lide den mumlende forsanger, som mest af alt lyder som en brølende drage. Det meste tekst er helt umuligt at fange, og med mindre man kender sangene indgående, kan de virke lidt ensformige.

Men lidt nyt får vi at høre i aften. Sangene "The Process of Killing" og "Sadistic Gratification" er begge nye numre, som det er tydeligt, at bandet har glædet sig til at spille for os i aften. "Skål og kan I have en fortsat god aften" bliver der sagt flere gange mellem numrene, selvom Scott Jensen ellers har fået at vide, at han skal "holde sin kæft", som han selv siger, for ellers kan de ikke nå de 11 planlagte numre i aften. Han er en utrolig høflig drage, ham Scott Jensen.

Bandet er en stor kontrast til up-tempo Raunchy og Hatesphere, som arrangørerne af touren velvalgt har placeret før og efter Dawn of Demise. Selvom bandet ikke overrasker eller skiller sig synderligt ud i aften, er de en god lytter værd. Og hvem havde troet, en drage havde så gode manerer?

Hatesphere***** (billedet)

Da aftenens sidste band går på scenen, er der ikke rigtig tvivl om, at her kommer tourens gigant. Publikum er endnu ikke trætte af at ryste nakke – de er først lige blevet varmet op. Det er trods alt ikke midnat endnu. Bandet går på med hittet "Murderlust" fra sidste års album med samme navn.

Hvis vi før var kommet ned i gear med Dawn of Demise, bliver vi nu trukket op i hårrødderne med Hatesphere. Dén dobbeltpedal er altså på overarbejde. Her er der reelt en chance for at brække nakken, hvis man skal følge det tempo, bandet opererer med.

Forsanger Esben "Esse" Hansen fortæller os, at der er meget at fejre i aften. For flere af tourens bands har et 10-års jubilæum af den ene eller den anden slags at fejre: Mercenary udgav "11 Dreams", Raunchy "Confusion Bay" og dem selv "Ballet of the Brute" for netop et årti siden. Derfor spiller de et potpourri af sangene fra netop dette album, og med sig på scenen får de trommeslager Anders "Gylle" Gyldenøhr, som var med på netop dette album. Det giver en god energi, mens Gylle jævnligt slår sig lystigt i hovedet med trommestikkerne.

To af Hatespheres højdepunkter i aften – og måske hele aftenens højdepunkter – bliver numrene "500 Dead People" og "Reaper of Life". Her bryder mosh pitten fuldstændig løs. Hvis man i aften er kommet for at høre og se, hvordan en rigtig heavy metal-koncert kan give sine lyttere et energiboost, en ventil for aggressioner og et fuldstændig ukontrollerbar publikum, så er netop disse to numre pragteksemplarer på dette. For mere hårdtslående og aggressivt bliver det næsten ikke – og det er kun ment på den gode måde.

Hatesphere gør det eminent i aften – deres publikumstække, vanvittige up-tempo beats og deres insisteren på at få publikum til at gå bananans er virkelig vellykket. Det hele ender da også i en 'wall of death', hvor to grupper af publikum tørner sammen med et brag på ekstranummeret "Sickness Within."

Headbangers Balls første tour kommer stærkt fra start. Er man til hegn, tråd, mædl – kald det, hvad du vil, så er Headbangers Balls to næste koncerter i henholdsvis Aalborg i aften og København i morgen bestemt værd at ryste nakken til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA