x
Depeche Mode: Live In Berlin

Depeche Mode
Live In Berlin

Depeche Mode: Live In Berlin

GAFFA

DVD / Sony Music
Udgivelse D. 17.11.2014
Anmeldt af
Ras Bolding

Julen sig nærmer, og sandelig om Depeche Mode ikke byder ind med forslag til under træet. Og man kan ikke sige andet, end at man får noget for pengene, for udgivelsen byder både på koncert-dvd (med og uden interview-stumper undervejs) samt cd'er med lydspor fra selv samme, det hele, naturligvis, fristes man til at sige, præsenteret flot, fornemt og professionelt. Man er ikke i tvivl om, at man her har med et af verdens største musiknavne at gøre.

Koncertoptagelsen stammer fra Depeche Modes Delta Machine-turné, nærmere bestemt Berlin, og det er gruppens hoffotograf, Anton Corbijn, som står bag, så der er i dén grad styr på tingene. Teknisk befinder vi os helt oppe i den øverste ende, både hvad angår billede og lyd. Det er bl.a. muligt at vælge 5.1, og mixet er veludført og flot defineret.

Musikalsk lyder gruppen live, som den har gjort det de seneste 10-15 års tid, nemlig mere og mere som et stadionrock-band. Bevares, et rigtig godt et af slagsen, men jeg bliver simpelthen aldrig fan af de der imposante akustiske trommer, der i mine ører ofte trækker en del finesse ud af de oprindelige arrangementer. På synth-siden savnes Alan Wilder stadig voldsomt – intet nyt under solen der heller. Men når det så er sagt, så er Depeche Mode stadig et godt liveband, og en stor del af gruppens materiale er ganske enkelt legendarisk.

Selvom jeg stadig vil vælge 101, Black Celebration-turnéen i 1986 eller Hamburg 1984, så holder Depeche Mode endnu fanen højt. Fans kan sagtens skrive Live In Berlin på ønskelisten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA