x

Jerome Cat
Demo

Jerome Cat: Demo

GAFFA

Demo-cd / https://www.facebook.com/JeromeCatOfficial?fref=ts
Udgivelse D. 03.01.2015
Anmeldt af
Hansen

Dette er nok det særeste danske hiphop, jeg har hørt. Jeg vakler imellem, om det er helt forfærdeligt eller temmelig sejt, men det er i hvert fald originalt. Det nærmeste, jeg kommer er Triad God, der har samme løse forhold til rytme, tone, flow, attitude og generel tilstedeværelse i sangen. De nye numre er på et meget højere niveau, end hvad jeg før har hørt med Jerome Cat, og det sjuskede fungerer for ham nu.

Den ukomprimerede trommemaskine, brummende pads og atonale synths giver en sær drømmende storbystemning, der næsten ikke kan planlægges, men bare sker imellem hænderne på én, der formentlig ikke aner, hvad han laver. Og det er sejt. Meget langt fra det designede, superoverfladiske og radiotænkte, der ellers præger store dele af dansk hiphop. Med en twist kunne stemmen godt placeres lidt i samme univers som Mykki Blanco, men det ville kræve en anden form for gennemarbejdet produktion, og lige nu fungerer det netop, fordi det virker så sammenkastet og tilfældigt. Men der er også masser af andre veje, det kan tages herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA