Erasure: Tap1, København

Erasure, Tap1, København

Erasure: Tap1, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Intet mindre end 6000 solgte billetter - komplet udsolgt i Tap1, og endda efter koncert i Århus dagen før, og tilmed på en torsdag i december, hvor Danmark ellers henligger i en døs et sted mellem julefrokostbrandert og gaveræs. Man må sige, at det er imponerende, men det slår blot en stor streg under, at engelske Erasure altid har haft et rigtig trofast publikum herhjemme - og det har de tydeligvis endnu.

Shelter
Inden aftenens hovednavn var der plads til en anden duo, nemlig Shelter, der bl.a. har samarbejdet med Erasure-forsanger, Andy Bell (og faktisk også en lille smule med Vince Clarke). Og man fristes til at sige, at man kunne i dén grad høre slægtskabet.

Duoen består af forsanger Mark R. Bebb og Rob Bradley på synthesizere, stationær såvel som keytar, og konstellationen er på mange måder den klassiske med energisk sanger plus synthesizernørd som man kender den fra Sparks, Soft Cell, Eurythmics, Yazoo, Pet Shop Boys og de der Erasure - navne som Shelter utvivlsomt har dyrket.

Gruppens musik var velproduceret, og bortset fra en smule mikrofonknas helt til at begynde med fungerede vokalen også godt. Man betjente sig selvsagt af backing tracks, men flere vitale dele af musikken blev spillet live af Bradley, mens Bebb sørgede for kontakt til publikum, hvilket fungerede godt. I det hele taget gik Shelter på scenen med en rigtig god indstilling, som om de hørte til der og ikke bare som opvarmningsfyld, og det var faktisk rigtig rart at se, at publikum krediterede og tog godt imod. Jeg tror, de to herrer var både overraskede og rørt over modtagelsen.

Erasure
Omkring kl. 21 indtog Erasure scenen, og man kunne godt høre på klapsalverne i salen, at Vince Clarke og Andy Bell er et par populære herrer, også i dag. Med sig bragte de to korsangere, Emma Whittle og Valerie Chalmers, og man lagde ud næsten med begyndelsen af karrieren, nemlig den flotte, "Oh, L'Amour", der, helt som ventet, fik sat gang i publikum med det samme.

Lyden var overvejende ganske god, med både veldefineret top og bund, og med musik som den Erasure står for, giver det altså en del ekstra til oplevelsen, når lyden er god, jo ikke mindst fordi det giver mulighed for at nyde Vince Clarkes produktion. Også Andy Bells vokal stod flot, og de to korsangere, Whittle og Chalmers supplerede fint, naturligvis først og fremmest på omkvæd.

Tophat og topmave
Hvor Vince Clarke tidligere har været omgivet af synthesizere, i bogstavelig forstand på snart sagt alle sider, så var udstyret denne aften reduceret til en enkelt synthesizer samt laptop, placeret ret langt tilbage på scenen. På enkelte numre blev en akustisk guitar også taget i brug, hvilket i dén grad ikke fungerede, da den stort set aldrig formåede at trænge igennem lydbilledet. Bedre gik det med synthesizeren, hvor der både blev spillet tangenter og skruet på filtre.

Jeg ved godt, at Vince Clarke ikke ligefrem er den, der står forrest i køen, når der skal bades i rampelys, men ikke desto mindre synes jeg, det var lidt synd, at han var placeret så langt tilbage på scenen. En mand af hans kaliber skal længere frem og i højere grad være en del af showet. Han er jo for fa... en legende på de der synthesizere, så lad os se helten in action noget mere.

Andy Bell var dog, helt som ventet, langt fremme på scenen, iført høj hat og topmave, alt sammen svøbt i pailetter. Senere blev det også til små sølvfarvede shorts - naturligvis, fristes man til at sige. Og her vil nogle måske hævde, at den slags sømmer sig ikke helt for en mand, der har rundet 50. Hvortil jeg vil hævde, at i så fald har man aldrig rigtig forstået, hvad Erasure går ud på. Som man sagde dengang i halvfjerdserne - hvis man var mand og gik i netstrømper - don't dream it, be it. Bell danser stadig, som han nu engang altid har gjort, og hans stemme fungerer godt også i dag, hvor den dog måske ikke drager på helt lige så mange falset-eventyr som tidligere.

De store hits
De fleste numre var rearrangerede i større eller mindre grad i forhold til de oprindelige studieindspilninger, tilføjet nye lyde, i flere tilfælde lidt tungere bastromme, men til syvende og sidst var det naturligvis de helt store hits, der trak stikkene hjem aftenen igennem, fra førnævnte "Oh, L'Amour" over "Always" og "Love To Hate You" til "A Little Respect", der alle er fremragende sange, som på mange måder beviser, hvad der er Erasures helt store styrke.

Hvor flere af gruppens tekster måske ikke ligefrem påkalder sig opmærksomhed som stor poesi, så kan Erasure, når de er bedst, virkelig noget i forhold til at skrive gode melodier af den slags, der bliver hængende, og som er flotte både ti, tyve og nu også næsten tredive år efter. På samme måde som Pet Shop Boys - og slægtskabet er jo bestemt til at få øje på i mange henseender - er Erasure i de bedste øjeblikke i stand til at trække popmusik op på et niveau, der hæver sig over hitlisternes kroniske korttidshukommelse. Og her har vi også svaret på, hvorfor 6000 mennesker indfinder sig på en kold og våd torsdag aften, sågar i december, godt tredive år efter gruppens første udgivelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA