x
Various artists: Shady XV

Various artists
Shady XV

Various artists: Shady XV

GAFFA

Album / Shady Records
Udgivelse D. 24.11.2014
Anmeldt af
Maria Therese Seefeldt Stæhr

15 år med Shady Records – det må fejres med en jubilæumsudgivelse. Albummet indeholder to skiver med hhv. 13 og 16 skæringer, og den første byder på nye sager, hvorimod den anden er en regulær best of. Ikke overraskende er den sidste mest af alt en fin tur ned ad memory lane, mere end den er en samling klassikere. Der er gode genhør, men indrømmet, der er lidt langt mellem snapsene. De har dog nostalgisk værdi, og det skal man ikke kimse af.

Den første skive byder på nye ting – mestendels fra Eminem manden bag pladeselskabet. Det er ikke kun nyskrevne ting, men også tracks, der ikke tidligere er udgivet, og lad det være sagt med det samme: det er ikke alt sammen lige stærkt. Der er dog heldigvis en del gode ting imellem, og det er svært at komme uden om, at Eminem er en dygtig rapper. Right For Me udmærker sig som det stærkeste Eminem-track med en lækker underspillet stemning og en lidt mindre aggressiv Eminem bag mikrofonen. Slaughterhouses Psychopath Killer kan også noget særligt, og det samme gælder blandt andre Yelawolfs Till It's Gone.

Shady Records har en ret klar profil, som med tiden kun er blevet stærkere og bedre, med flere og flere interessante og talentfulde artister. Det kunne dette album have været et rigtig godt eksempel på, men Eminem har valgt selv at stå meget i front på især første skive, og resultatet er, at det bliver mere et Eminem-projekt end en fejring af hans pladeselskab og de signede artister. Er det dårligt? Nej, men det er bare heller ikke så varieret, som det kunne have været.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA