x
Take That: III

Take That
III

Take That: III

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 01.12.2014
Anmeldt af
Malena Salvado

Vi lægger ud med en tidsrejse tilbage til 1993. Det skelsættende år, hvor jeg afslørede for slyngveninden, at jeg var faldet for Take That og dermed satte min "cred" i skolegården over styr. Paradoksalt nok blev det senere cool at have været med fra starten, da 45.000 mennesker i Parken holdt folkefest – først med Robbies solotriumf, senere ved femkløverets genforening.

Slyngveninden er der stadig, til gengæld er kærligheden til Take That støt og roligt aftaget. Ikke kun som en naturlig udvikling fra tween til voksen, men også fordi gruppen bare ikke er, hvad den var engang. Nu er den reduceret til en trio, og "less" er i dette tilfælde ikke "more". Tværtom bliver man stadig mere overbevist om, at tiden er passé. Vi lægger ud med førstesinglen These Days, der er en udmærket standardvare, og det samme er Let in the Sun og If You Want it, men når Mark Owen tager for meget over, står jeg af. Han kunne noget med Babe, men siden er hans stemme blevet gradvist mere irriterende (undskyld!).

Det gør mig trist, de bliver ved, for jeg har svært ved at finde hylden, hvor de passer ind – også i min egen pladesamling. Gary burde forfølge den succesfulde solokarriere, han endnu har til gode, og lade gode, gamle Take That hvile i fred.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA