x
Panda Bear: Panda Bear Meets The Grim Reaper

Panda Bear
Panda Bear Meets The Grim Reaper

Panda Bear: Panda Bear Meets The Grim Reaper

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 12.01.2015
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Animal Collective-manden Noah Lennox alias Panda Bear fortsætter på Panda Bear Meets The Grim Reaper samarbejdet med Peter "Sonic Boom" Kember, der også var inde over den minimalistiske Tomboy (2011). Udtrykket er dog anderledes mangfoldigt på Grim Reaper, der atter viser Lennox fra sin mest kompromisløst eksperimenterende og legesyge side – som det så ofte tidligere har været, dyrker Lennox nu igen et udtryk, der på samme tid er både stramt og strittende, og som på elegant vis forener dybe hiphop-beats med disse repetitivt cirkulerende melodier, der over årene er blevet en regulær signatur.

Løjerne er umiskendeligt Panda Bear, men Lennox rykker sig atter tilstrækkeligt til, at der igen er noget forfriskende over mandens psykedeliske pop-kaos. Grim Reaper tæller et par stærkt overflødige skæringer, og det er langtfra alt, der sidder lige velplaceret i skabet, men den sært dragende singleforløber Mr Noah, den kontant kværnende og fjollet fabulerende Boys Latin og den vemodigt håbefulde Come To Your Senses er yderst fornemme sager.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA