x
Kygo: Train, Aarhus

Kygo, Train, Aarhus

Kygo: Train, Aarhus

Anmeldt af Mads Jensen | GAFFA

22-årige Kygo er på rekordtid blevet et velkendt navn i musikbranchen, efter at han udsendte en række af sine karakteristiske melodiske remixes af blandt andre Passenger, James Blake og Rihanna gratis på Soundcloud. Som alle har fået millioner af afspilninger. De har medført, at blandt andre Coldplay, Ed Sheeran og The Weeknd har henvendt sig til den unge nordmand for at få ham til at nyfortolke deres kæmpehits. Nordmanden er for tiden varmere end vand over kogepunktet, og netop dette skulle han bevise over for det fremmødte publikum på Train torsdag aften.

Det fremmødte, ungdommelige, halv- og helberusede publikum venter i spænding på, at den norske dj og remixkonge Kyrre Gørvell-Dahll med kunstnernavnet Kygo indtræder på Trains hovedscene. En dirrende summen akkompagneret af enkelte tilråb af folk med en promille over det tilladte maler i dette øjeblik stemningsbilledet. Efter få minutters venten træder Kygo ind på scenen, og publikum eksploderer som et kongeligt festfyrværkeri.

Med selvsikre skridt, bagvendt sort kasket og iført en halvkedelig grå T-shirt bevæger Kygo sig over til sit andet hjem, dj-pulten. Han kigger ud imod det euforiske håndtegnskastende, piftende og storsmilende publikum og sætter den længe ventede fest i gang. En fest, hvor forventningerne må siges at have været høje på baggrund af nordmandens verdensomspændende og eskalerende succes.

Kygo påbegynder koncerten med et af sine mest populære remix, nemlig "I See Fire" af Ed Sheeran. Nummeret lægger fra kaj i et afslappende beat, hvor det langsomt, men sikkert bygger sig op til omkvædet, hvor publikum for alvor viser deres tilstedeværelse. Stort set alle synger med, en mand med balanceproblemer kaster en fadøl ud midt i lokalet, og det subtropiske klima på Train kommer til udtryk på de hæmningsløst dansendes glinsende pander. Stemningen er i top, shotsene bliver linet op på stribe i baren, og bartenderne løber i Usain Bolt-tempo op og ned ad trapperne for at servicere de væskehungrende gæster. Festen er skudt i gang.

Fra "I See Fire" glider Kygo i en elegant og øremasserende overgang videre til et andet kæmpehit, nemlig remixet af "Cut Your Teeth" af Kyla La Grange. Glidende overgange skal dog senere vise sig ikke at leve op til ordenes positive klang. Få sekunder efter at "Cut Your Teeth" påbegyndes, spreder high fives, håndtegn og skålen sig som en steppebrand blandt det fremmødte publikum. Stemningen eskalerer, de blå stereoskoplys fra scenekanten blænder øjnene, røgkanonerne skaber tunge skyer over publikum, og alle effekter stemmer i og komplementerer musikken.

Kygo synger med på teksten let smilende og kaster nogle diskrete håndtegn med højre hånd, men øjenkontakten med publikum virker ikke tilstedeværende. Kygos afslappede og i få øjeblikke fraværende fremtræden virker dog på intet tidspunkt til at smitte af på det øldrikkende publikum.

Det er klart som krystalglas, at de store hits, som folk kender fra eksempelvis YouTube, Soundcloud, Spotify og andre musiktjenester er dem, der giver koncerten et ordentligt spark i bagpartiet. Mellem kæmpehittene fremfører Kygo nogle mere eller mindre ukendte remix, som ikke ændrer danseglæden på dansegulvet, men heller ikke får loftet på Train til at løfte sig. I disse perioder valfarter publikum på toilettet, som pilgrimme til Mekka, for at tisse og tørre sveden af panden og resten af kroppen.

Imens kampen om piskummen udspiller sig på toilettet, fortsætter festen ufortrødent, mens en flok unge piger maler det perfekte billede af netop denne del af koncerten. Pigerne forsøger med al verdens gåpåmod at synge med på de relativt ukendte numre, men ud fra mundbevægelserne at læse præsterer de, hvad der svarer til en dårlig dansk synkronisering af Hannah Montana. Numrene flyder sammen og udligner hinanden, og i min øresnegl hører jeg en mand sige "Når du har hørt halvdelen, har du hørt det hele", hvilket er en meget passende beskrivelse for denne fase i koncerten.

Ovenstående fase bliver dog glemt hurtigere end en Lamborghini når fra nul til hundrede. En sveddråbe rammer notesblokken, og næste nummer går i gang. "Younger" af svenske Seinabo Say brager ud over højtalerne, og bassen vælter indvoldene rundt i maven og rammer dybt i mellemgulvet, mens Kygo for første gang opildner publikum ved at gå ud foran dj-pulten. Der danses robotdans ude af rytme, folk sidder på skuldrene af hinanden, og røgkanonerne og den massive konfettiregn giver igen anledning til øredøvende jubelråb blandt publikum. Mobiltelefonerne, der optager for at forevige, lyser i mørket som stjerner fra en klar nattehimmel.

Billedsiden på lærredet bag Kygo portrætterer det sommerunivers, som sangene henleder tankerne imod. Bølger, der bruser, hvide sandstrande, palmer og andre ting der giver associationer til sommerens lykkelige stunder. Netop denne billedside er under hele koncerten et gennemgående tema, hvilket stemmer godt overens med Kygos slowbeat, tropiske house univers og det føromtalte subtropiske klima på Train denne torsdag aften. Efter "Younger" sker det, der sker alt for lidt, nemlig at Kygo interagerer med sit publikum. Her giver han sig tid til at sige tak og præsentere næste nummer. For første gang ud af tre og til lydmursbrydende larm fra publikum.

Efter at have forført og tilfredsstillet publikum med remix af numre som "Sexual Healing" af Marvin Gaye, "No Diggity" oprindeligt skabt af det amerikanske band Blackstreet, "Crazy" af Gnarls Barkley og andre hits, når koncerten i afslutningsnummeret sit klimaks.

Et af de seneste skud på stammen, "Firestone", som er bragt i live fra et blankt stykke papir, bygges langsomt op med Kygos velkendte 100 beats i minuttet. Få sekunder inden vokalen påbegyndes, hvilket Kygo indtil videre aldrig selv har bidraget til, bevæger den australske sanger Conrad sig ind på scenen til stor jubel blandt publikum. Iført overdimensioneret cowboyhat, læderjakke og stramme sorte jeans imponerer han publikum med en fremragende liveoptræden.

Kygo forlader dj-pulten og giver den op for sin nye samarbejdspartner, og folk følger ham i ekstase. Sangen slutter, Kygo siger "Tak for i aften", og folk går amok. Lydniveauet på Train kan ikke måles i decibel, folk pifter og vil have mere. Der bliver råbt "Kygo, Kygo, Kygo", men den norske komet er smuttet og kommer ikke tilbage. Et fly til København skal nås, hvor der er optræden i Vega ved midnatstid, og folk opgiver ekstranummeret på grund af væskemangel og smøglyst.

Opsummerende leverer Kygo den vare, han er hyret til at levere, nemlig at skabe en fremragende fest. Det er indiskutabelt, at de numre, han fremfører, skaber en god stemning, men nærværet fra Kygo selv halter. Som tidligere beskrevet skulle de lidt for godt og hurtigt glidende overgange vise sig at være et problem, da de gav et indtryk af, at der var noget nordmanden skulle nå – et fly. Sættet var en kende for komprimeret, og interaktionen med publikum var ikke optimal. Hvorvidt publikum lagde mærke til det samme, kan jeg kun gisne om, men det satte et aftryk på helhedsbilledet. På festbarometeret ramte Kygo plet, fordi folk var i godt humør, men nærværmæssigt og variationsmæssigt skød den flyvende hitmager forbi.  

 

           


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA