Mads Langer: Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Mads Langer, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Mads Langer: Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Da Mads Langer omsider fik sit folkelige gennembrud, tog han i den grad også landet med storm. Året var 2012, og hovedgrunden et tv-program, som hedder "Toppen Af Poppen". Siden har det været en sand leg for den 30-årige skibonit, som i julen 2013 formåede at sælge Store Vega ud imponerende 10 aftener i træk. I år har Langer så udvidet julelegene lidt og spiller fire koncerter i landets fire største byer, lige før nytårsklokkerne ringer igen.

Første aften af de fire er henlagt til Symfonisk Sal i Musikhuset og er naturligvis udsolgt. Det kvindelige køn må siges at være i overtal i aften, ligesom mange kærestepar er at spotte blandt de omkring 1000 fremmødte. Mads Langer får en mere end hjertevarm velkomst, da vi får ham at se lidt over otte. Scenen er yderst sparsomt klædt på i aften. En akustisk og en elektrisk guitar pryder midten, og ude til højre får vi flere af aftenens højdepunkter på et enormt Steinway-flygel.

Sidste år udgav Langer sit seneste studiealbum, "In These Waters", og jeg anmeldte en af koncerterne i kølvandet på udspillet. Min største anke var dengang, at koncerten mindede om et teaterstykke med planlægning helt ned i de små detaljer. Sådan er det heldigvis ikke i aften, hvor vi efter de indledende "The River Has Run Wild" og "Say No More" på hovedpersonens julegave til sig selv (en elektrisk guitar) får et af aftenens mange gode grin. For skibonitten viser sig at være enormt lun og har flere gode historier i ærmet.

Imponerende spændvidde

Første afdeling er delt op med tre sange på den elektriske guitar, to på den akustiske og to på Steinway-flygelet. "Jeg har altid en sætliste med på scenen, men jeg følger den aldrig," siger Langer, da vi kommer et stykke hen i koncerten. Impulsiviteten styrer flere gange koncerten, og det er forrygende at opleve en tilbagelænet hovedperson, der stadig har styr på det hele.

Da han første gang sætter sig til flyglet, sker der virkelig noget, og "Dire Straits" er bjertagende og skåret helt ind til benet. Hele aftenen igennem beviser Mads Langer, at han besidder en af Danmarks fornemmeste stemmer. Spændvidden er stor, både når han synger, men også i aftenens udpluk i det store bagkatalog. Vi får historien om dengang, nogle venner fra hjembyen ringede og inviterede Langer hjem en weekend for at få noget hjælp til at skrive nogle sange. Dengang hed bandet Skraldemændene. Nu hedder de Duné og kom blandt andet frem på "Dry Lips", som i aften blandes med Leonard Cohens udødelige "Hallelujah".

Melodiens mand

Mads Langer er ikke nogen stor sangskriver, men han er sindssygt god til at komponere nogle iørefaldende melodier. Det med sangskrivningen sættes der tyk streg under de to dansksprogede indslag i anden halvleg, julekalendersangen "Stjerneregn Af Sne" og den afsluttende "Mellem Linjerne". Sidstnævnte leveres helt ude på scenekanten og helt akustisk. Det i sig selv er ikke noget nyt, men det er imponerende at opleve symbiosen mellem Langer og et musestille publikum. Et eller andet sted er det bare ærgerligt, at sangene så ikke er større.

Inden da har han dog trukket stikket sikkert hjem med sit store overskud og charme. Den får vi at se og mærke i "Heartquake" med et knipsesammenspil med det ellevilde publikum, og da han først sætter sig til flygelet og fremfører "Overgi'r Mig Langsomt", er der ingen vej tilbage. "Har I for resten lyst til at høre et af mine nye numre?, "spørger Langer henkastet – og selvfølgelig har vi det. Det får vi på flygelet og umiddelbart tegner det godt for albummet, som kommer engang i løbet af det nye år. Folket kan lide, hvad de får serveret, og for det meste med god grund.

Aftenens sjoveste indslag kommer under "Elephant", som er blevet et stort hit i Sydafrika. Langer skal åbenbart derned og spille på en eller anden festival, men han vil lige have testet, om den gode gamle festival-gimmick med armene fra side til side fungerer, og i hele salen kan man i nogle minutter se samtlige Aarhus-arme i vejret, mens Langer opildner med et "come on South Africa". Jo, den virker fint."Fact-Fiction" blandet med "Let It Be" på den elektriske guitar er det bedste indslag i de tre ekstranumre, og det virker på intet tidspunkt som om, at publikum har fået nok. Langer hyldes med tre stående ovationer og ikke uden grund. Han er jo folkets forsanger.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA