x
BC Camplight: How To Die In The North

BC Camplight
How To Die In The North

BC Camplight: How To Die In The North

GAFFA

Album / Bella Union
Udgivelse D. 19.01.2015
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Smukt og nøgent folder nummeret Love Isn't Anybody's Fault sig ud. Og så netop som roen og fordybelsen sænker sig, kommer små heavyinspirerede kanylestik, der forstyrrer opbygningen. Den passage er egentlig ret sigende for de ni skæringer på How To Die In The North.

Bag navnet står sanger og multiinstrumentalist Brian Christinzio fra Philadelphia, der meget ambitiøst bygger på en art Beach Boys-falset og instrumentalisering. Han har tidligere udgivet to albums tilbage i 2005 og 2007, og nu kommer det tredje, hvor han på skizofren vis slæber musikken igennem påvirkninger som uptempo rock på Grim Cinema eller blød juleboyband-akkompagnering på Just Because I Love You. Netop så alsidigt, underligt er det at lytte til sangene, og mens man bliver vild med passager, undrer man sig i andre.

Han ender mest af alt med at gøre vold mod sine egne ambitioner og evner med implicitte forsøg på originalitet på, hvad der ellers kunne have været en meget smuk udgivelse. Tag Thieves In Antigua, der har sommervarmen fra en Beach Boys-udgivelse, og følg op med Lay Me On the Floor, der igen skejer underligt ud. Sådan er og bliver det bare lidt surrealistisk med legene på albummet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA