x
Jacob Bellens: Train, Aarhus

Jacob Bellens, Train, Aarhus

Jacob Bellens: Train, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

De senere år har Jacob Bellens kørt et solo-trip, hvor han uden tvivl han har skrevet nogle af de bedste sange i sin karriere. Den strækker sig efterhånden over en del år for den 35-årige københavner, som jo også udgør store dele af såvel Murder som I Got You On Tape. Disse bands er sat på pause for tiden. Nu koncentrerer han sig om at skrive og udgive sange i eget navn, og det gør han på fornemmeste vis. 22. september sidste år udgav han sit andet soloalbum "My Convictions", der ligesom solodebuten fik storartede anmeldelser.

Sidste år på denne tid havde jeg en af mine største musikoplevelser i det forgangne år. Her oplevede jeg Jacob Bellens tilsat Jakob Falgren på bas og Jakob Høyer på trommer – og det var en decideret storslået oplevelse. Derfor er det også med ro i sindet, at jeg denne stormfulde aften begiver mig mod Train, som kan melde udsolgt. Aftenens koncert er med et siddende publikum, og det giver en anden form for intimitet og et mere lyttende publikum, også selvom en publikummer får skabt sig selv unødig opmærksomhed ved at råbe til Bellens, at han skal spille nogle flere af de gamle sange. Fra dengang han ikke havde kæreste – og ikke var kedelig. Den lader vi lige så et øjeblik.

Samspil i særklasse

Da Bellens og det i hans øjemed store band indfinder sig, er det hele klart fra start. Denne seance bliver hyggelig og afslappet – fuldstændig ligesom hovedpersonen selv. Kun med ét fokus, nemlig musikken og samspillet, der simpelthen er i særklasse. Det er et drømmehold, som står bag Bellens i aften.

Der lægges for med fem skæringer fra det nyeste skud på stammen. Vekslingen mellem de mere balladeagtige sange og dem med lidt mere gang i er fin. Bellens er en mester i at skrive ballader, og åbneren "Black Of The Night" og senere "Northern Lights" er højdepunkter i koncerten, som strækker sig over næsten halvanden time. Senere går halvdelen af bandet af scenen i et par sange. Nu tilhører spotlightet trioen, jeg oplevede sidste år – og nu folder det hele sig virkelig ud. Først "Do You Have Anything Harder?", der med Jakob Høyers arbejde på trommerne får tiden til at stå stille og bagefter "Eight Arms To Hold You", hvor forsangeren akkompagnerer på spansk guitar for første og eneste gang i aften.

Netop Høyer på trommerne må kandidere til at være en af verdens bedste trommeslagere, og at sidde og opleve, hvordan han gang på gang leverer uhyre præcision, er et studie i sig selv. Jakob Falgren på bas, fuldstændig cool og rolig, men stadig med totalt styr på sagerne. Han er bunden i det hele. De kan spille hver for sig – men i den grad også sammen. Aldrig har jeg oplevet et dansk band, der sammen kan lave så meget musik og så mange stemninger. Samtidig med at det virker som en virkelig vellykket jamsession. Totalt ovenpå.

Fantastisk afslutning

Det er ikke meget, Jacob Bellens siger mellem numrene. Hvorfor skulle han også det? De har lige gang i en jammer, og den skal da ikke afbrydes af unødig snak. Koncertens sidste fjerdedel slår hovedet på sømmet. Først på titelnummeret til det seneste opus, som der nynnes med på rundt omkring og efterfølgende "Heart Of Africa", hvor bandet for Gud ved hvilken gang folder sig ud. Her er det Manoj Ramsas, der hele tiden ligger på lur med sin elektriske guitar, og Nils Gröndahl frembringer distortion på sin violin. Sammensmeltningen er total.

Der klappes og hujes med stående ovationer, og "Change Of Heart" med en heftig jam til at slutte af på sender os hjem med varme i sjælen. Det har været en oplevelse at opleve en så stærk sangskriver og et så velspillende band smelte totalt sammen og give os lige præcis det, det handler om – nemlig musikken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA