x
Kim Larsen & Kjukken: (turnépremiere) - Viften, Rødovre

Kim Larsen & Kjukken, (turnépremiere) - Viften, Rødovre

Kim Larsen & Kjukken: (turnépremiere) - Viften, Rødovre

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Siden sensommeren 2013 har den danske musikverden stort set intet hørt til Kim Larsen og hans mangeårige orkester Kjukken, og det skyldes flere ting. Sidste forår valgte trommeslager Jesper Rosenqvist at søge nye arbejdsgange som vinhandler, og chefen selv har kæmpet med store rygproblemer. Kim Larsen og bandet har ellers haft for vane at spille landet tyndt, gerne flere gange på et år, og den mere eller mindre selvvalgte pause på næsten halvandet år er den længste i de næsten 20 år, Kjukken har eksisteret.

Denne fredag aften i Rødovre åbner lunefulde Larsen og kammeraterne så deres turné i et for længst udsolgt Viften, hvor 700 fremmødte er medvirkende til at skabe en formidabel kulisse. Ikke kun for de optrædende, men bestemt også for hinanden. Det er ganske enkelt en fornøjelse at være til stede. En hel børneflok har taget plads ved siden af mig, og da aftenens sætliste bliver klistret fast til scenegulvet, vækkes deres opmærksomhed. Hvad mon Larsen disker op med?

Sjældenheder på programmet

Lidt af svaret får vi præcis klokken 21, da forsangeren entrerer scenen alene. Han ser lidt tyndere ud end ellers og støtter sig til en stok, som hænges på mikrofonstativet. Til højre er placeret den stol – eller trone, om du vil – hvor spillemanden skal sidde og dele ud af sin guldrandede sangskat. Han åbner ene mand med første vers af "Langebro", hvor efter resten af kvintetten kommer ind og tager del i festlighederne. Og det kan godt være, at Larsens ryg ikke makker ret, men det gør til gengæld stemmen. Manden med den obligatoriske sixpence synger simpelthen røven ud af bukserne, og hans vokal er lige så rund og fyldig, som den plejer.

Posen med sange er rystet i aftenens anledning, og der viser sig at være flere meget store overraskelser i vente. Første sæt byder på to yderst sjældent spillede skæringer fra "Forklædt Som Voksen". Allerede efter åbningsnummeret bliver der spillet op til dans med "Natten Er Blid", og senere i første halvleg tager Larsen os med tilbage til barndommens gade med titelsangen til førnævnte album.

Og herrerne på scenen spiller til med både energi og spillemæssigt overskud. Den nye mand på trommerne, som forsangeren ret pinligt får præsenteret som Jens Langdal (han hedder Langhorn), er en udsøgt fornøjelse at lægge øre til. Her spilles med følelse, og han giver det hele et lidt mere punket udtryk i de mere heftige sager som "Her Står Jeg" og en rå udgave af "De Smukke Unge Mennesker".

Humør i top

Trods gangbesværligheder virker forsangeren som om, at han i den grad har set frem til endnu engang at stå over for sit publikum. Når han engang imellem fortæller lidt mellem sangene, er det ikke mere om bål og brand, men mere et par gode historier eller bemærkninger. I aften er han en siddende spillemand med kontrol – men også med humør. For eksempel da superguitaristen Karsten Skovgaard overtager spotlightet, råber Larsen: "Nu er din solo vist forbi," mens han griner og leger. 

Skovgaard må absolut også fremhæves, for han løfter det hele. Både med blændende soloer i "Masser Af Succes" og en udvidet og samtidig storswingende version af "Mig Og Molly". Han får plads at løbe på og kommer altid lige hjem. Det samme gør Jesper Haugaard, der flere gange behersker både bas og keyboard på én og samme tid. Han virker også tændt og sulten på musikken.

Anden omgang byder også på et par massive overraskelser. Første i køen er "1910", en hengemt perle fra "Midt Om Natten", og senere viser Larsen, at man altså sagtens kan spille rock'n'roll, selvom man sidder ned. "Sjagge" med en tyk mur af guitarer får det feststemte publikum i ekstase, og der følges op med mere guld i skikkelse af "Kattemor", hvor Larsen synger sig helt ud.

Respekt til spillemanden

Koncerten lakker mod enden, men stemningen i salen har hele vejen igennem været helt fantastisk. Der synges og danses. Mellem flere af sangene tilkendegiver publikum deres kærlighed til hovedpersonen, som tager imod med ydmyghed. Da sidste akkord i det ordinære sæt har klinget ud, tager folket "Midt Om Natten" med videre og synger, indtil bandet indfinder sig til ekstranumrene.

Og her får vi minsandten "Solsortevej" at gå hjem på – og det har på alle tænkelige måder været en stor aften. Det er prisværdigt, at Kim Larsen stadig har lyst til at rejse land og rige rundt for at skabe så uendelig meget glæde, eftertænksomhed og kærlighed – og lad os nu elske, mens vi kan. Han kunne i princippet bare smide sig hjemme på sofaen og dandere den – men han vil jo hellere ud at spille for os. For folket og for alle.

Musikken og sangene fejler bestemt ingenting. Det beviste Kim Larsen og Kjukken med al tydelighed fredag aften i Viften, Rødovre.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA