x
Cancer: Skuespilhuset, København

Cancer, Skuespilhuset, København

Cancer: Skuespilhuset, København

Anmeldt af Steen Fabrin Michelsen | GAFFA

Klokken har lige passeret kl. 15, da Frost-direktør, Mikael Pass, går på scenen i Skuespilhusets Store Sal. I sin præsentation af bandet Cancer, der har fået det ærefulde hverv at åbne årets festival, fortæller han, at det ikke er første gang, de spiller i Frost-regi. Det gjorde de allerede for to år siden i en koncert på Blågårds Plads, selv om de dengang faktisk ikke havde skrevet mere end fem sange og derfor knap nok kunne udfylde tiden. I dag, hvor koncerten er flyttet indenfor og finder sted i sceneopsætningen til farcen "Koks i kulissen" på Det Kongelige Teater, burde det ikke længere være et problem, da Cancer som bekendt udgav det meget kritikerroste mini-album "Ragazzi" sidste år, og siden også har skrevet en del nye numre.

Men det bliver det paradoksalt nok alligevel, for da publikum efter sidste nummer begejstret rejser sig fra de bløde sæder og taktfast forsøger at klappe bandet tilbage på scenen, kommer det tilsyneladende som en overraskelse for bandet, der lidt modvilligt lader vente på sig. Først efter et godt stykke tid kommer de tilbage på scenen. Forrest går bassist Moogie Johnson med armene hævet over hovedet i triumf. Derefter kommer trommeslager Tobias Lange, der ærbødigt bukker for publikum. Så kommer Kristian Finne Kristensen, sangskriver, sanger og guitarist. Han træder et par trin op på en trappe i kulissen og gør honnør til publikum. Til slut går forsanger, sangskriver og elektronisk wizz Nikolaj Vonsild hen til mikrofonen og slår undskyldende og kejtet ud med armene.

"Vi har altså ikke har mere musik," siger han.

En noget spøjs afslutning på en ellers fabelagtig koncert – selvfølgelig. På den anden side kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når jeg tænker på det, for egentlig siger episoden meget om Cancer, der fremstår så befriende ærligt og menneskeligt på scenen. Her er ingen påtaget coolness eller blasert indie-facade - kun musikalsk legesyge og en klædelig beskedenhed, der tangerer det generte hos de to frontfigurer på trods af, at de jo i den grad har fantastiske karrierer kørende. Finne som frontfigur i Chorus Grant, hvor den fremragende rytmegruppe Johnson og Lange også er rygrad og Vonsild i When Saints Go Machine.

De to sangere og sangskrivere er ellers et noget umage makkerskab på papiret. Finne er den fine og følsomme singer/songgwriter-type med sit jordnære og lyriske guitarspil og sin organiske stemme, der knirker og knager som en gammel gyngestol på en veranda i de amerikanske sydstater, hvorimod Vonsild svæver af sted på ambiente synthflader og afsøger himmelhvælvet som en sonar med sin vibrato-skælvende stemme. Alligevel formår de at mødes i en sælsom symbiose, hvor de i månelysets skær udklækker numre, som går på vingerne for sekundet efter i frit fald at lande i frugtbar fauna.

Eftermiddagens koncert kommer da også til at bestå af en musikalsk tour de force på i alt elleve numre. De fem er fra "Ragazzi" og resten er altså nye. Andet nummer er fx "Hot Snake Dead Boy", der har en intro, der ikke kan undgå at lede ens tanker hen på Leonard Cohens mesterværk "Hallelujah". Det tredje nummer er "Body And Bones" med det lange funkede mellemspil, hvor rytmegruppen boltrer sig som søløver i en zoologisk have. Mini-albummets lettest tilgængelige nummer "Same Color As Digital Photography" er at finde som nummer fem, og min egen personlige favorit, "Age Of The Pinball" med den smukke linje: "Peel your lemon in the sky/Make lemonade from the light" får plads i sættet som tredjesidst lige før "Hunting Large Cats From Helicopters", hvor linjen "Call me cancer, call me slave to things that wither and die"

indgår. Jeg går ud fra, at det er på grund at den linje, at bandet hedder det, det gør. Ikke noget godt valg. Men fred være med det - mon ikke de er træt af at høre på det igen og igen.

De seks nye numre lovede bestemt også godt. På flere af dem synes jeg at kunne spore en lidt mere rocket stil, men det får vi at se, når de bliver udgivet.

Så mon de næste gang har numre nok? Tredje gang er lykkens gang.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA