x
Stefan Berg & Magnus Gertten: Björn Afzelius: Tusen Bitar

Stefan Berg & Magnus Gertten
Björn Afzelius: Tusen Bitar

Stefan Berg & Magnus Gertten: Björn Afzelius: Tusen Bitar

GAFFA

Film / SF Film
Udgivelse D. 04.02.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Der var noget, der forstyrrede hen mod slutningen af denne eftermiddags forevisning af den nye dokumentarfilm om den afdøde, svenske sanger/sangskriver Björn Afzelius. Det var ikke sidemandens mobiltelefon eller en knitrende slikpose, men derimod en enkelt tåre, som trillede stilfærdigt ned ad kinden på denne anmelder.
 
Om Tusen Bitar er en ubetinget fantastisk dokumentar, sådan i rent filmisk forstand, kan man sikkert diskutere: Under alle omstændigheder er den et gribende stærkt portræt af en enestående musiker og et meget menneskeligt menneske. 
 
Gennem samtaler med relevante kolleger og kærester - den musikalske makker Mikael Wiehe indtager en central plads - fortælles historien om en svensk bondeknægts opstigning til Sveriges bedst sælgende solist nogensinde.
 
Altsammen, selvfølgelig, til et fantastisk soundtrack, som spænder fra fortolkningen af Anne Linnets Tusind Stykker - som gav Afzelius massiv folkelig succes i hele Skandinavien og har givet navn til filmen - over egne højdepunkter som livskloge Ikaros, signatursangen Sang til Friheten og ikke mindst tindrende smukke Så vil jag bli fra solokarrierens tidlige år.
 
Og naturligvis også inklusive tidlige bedrifter fra dagene som Mikael Wiehes sekundant i Hoola Bandoola Band - eminente Juanita er af uransagelige årsager ikke inkluderet; det er til gengæld sangen om den myrdede chilenske troubadur Victor Jara i en bevægende hjemmevideo-optagelse fra et besøg på Nicaragua.
 
Følsom ener
 
For det politiske og sociale engagement blev som bekendt et af de centrale karakteristika ved sangskriveren Afzelius - og måske også en del af forklaringen på, at hans anerkendelse hos hjemlandets smagsdommere aldrig stod mål med hans folkelige appel. Den hånligt hoverende undertone lurede i adskillige af samtidens skriverier omkring Afzelius, og jeg erindrer, hvordan det samme endda var tilfældet herhjemme i tiden omkring hans tidlige bortgang i '99.
 
Måske kunne det ikke være anderledes med en kunstner så hudløs, som den ellers notorisk privat anlagte Afzelius også var. For parallelt med historien om musikeren med de stærke meninger og de mange kvindelige bekendtskaber løber et andet og mere melankolsk spor i fortællingen.
 
Om en følsom mand, der livet igennem var hjemsøgt af en - forstår seeren - problematisk familiestituation bag barndommens middelklasseoverflade; moderen begik selvmord i "Affe"s unge år. Her antydes - og netop kun antydes - en del af forklaringen på den evige rastløshed, som kom til være Afzelius' drivkraft helt frem mod sin død som 52-årig.
 
Undervejs i filmen får vi adskillige arkivoptagelser samt fine betragtninger om hovedpersonen, som da vi kommer omkring, dengang Afzelius sange efterhånden var blevet så populære, at de var kommet på repertoiret hos adskillige af hjemlandets danseorkestre. "Det rent ideologiske havde jeg aldrig noget problem med," reflekterer den forhenværende refrænsanger Stefan Borsch og tilføjer, sigende: "Der fandtes noget i de her sange, som folk ville have."
 
Eller fra Mikael Wiehe, som allerede tidligt i filmen bemærker sammenfattende om vennens værk: "...At skrive sange om, at man ikke er perfekt. Det er jo dét, det handler om." Javist. Og film om uperfekte mennesker kan også være særdeles livsbekræftende. Se filmen; enten som en velkommen påmindelse eller som en fin introduktion til en af skandinavisk rockmusiks mest markante - og sympatiske - profiler.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA