x
Mark Lanegan: Train, Aarhus

Mark Lanegan, Train, Aarhus

Mark Lanegan: Train, Aarhus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Mark Lanegans efterhånden mangeårige og i høj grad hektiske karriere har ingenlunde været præget af manglende kreativitet og for meget tid på sofaen. Siden sit gennembrud i de tidlige 90'ere med grunge-bandet The Screaming Trees har mørkemanden fra Seattle været med til at definere rock, blues og endda country, som vi kender den i dag.

Tiden efter bruddet med The Screaming Trees i de sene 90'ere har budt på hyppige besøg i studiet hos Josh Homme og resten af Queens Of The Stone Age, en række yderst vellykkede skiver med Belle And Sebastians Isobel Campbell samt minimalistisk bluesmelankoli med engelske Duke Garwood.

Interessen og spændingen har dog altid været højest i forbindelse med Lanegans imponerende evne til at skabe et langt bagkatalog af soloudgivelser, der dækker alt fra roots og country til blues, rock og endda electronica. I samarbejde med en af hans skiftende bandkonstellationer, som går under navnet Mark Lanegan Band, skulle Aarhus heller ikke forbigås på denne trætte og mørke mandag aften.

Som klokken nærmer sig 21, dæmper de hvidglødende spots sig i Trains intime lokaler, og badet i blåt og rødt lys indtager Mark Lanegan nonchalant og indadvendt scenen bakket op af guitarist Jeff Fielder. Med hænderne fast plantet på mikrofonstativet bryder Lanegan hurtigt ud i en minimalistisk og semi-akustisk "When Your Number Isn't Up", efterfulgt af en nedtonet version af "Judgement Time" fra sidste års udgivelse "Phantom Radio".

Det nye og nøje udvalgte orkester indtager derefter scenen og bryder straks ud i en heftig og tung "Phantasmagoria Blues", der med sine undertoner af desperation og anger griber fat om publikums følelser og sanser.

 

"I drink so much sour whiskey I can hardly see"

Hen over numre, der bærer præg af et særdeles alsidigt bagkatalog, buldrer Lanegan og co. igennem blandt andet den melankolske og polyrytmiske "The Gravedigger's Song", der med den bankende JP De Gheest bag trommerne tager hårdt fat i det mandagstrætte publikum. Det må også siges at lykkes, eftersom Lanegans vridende optræden får gang i publikums entusiasme. Dette bringer mørkemanden videre igennem en nærmest magisk opførelse af nummeret "One Way Street", der med sin industrielle baggrundsstøj giver en atmosfærisk og intens følelse af, at vi er vidne til noget helt specielt.

Her når Lanegans vokal for alvor også det niveau, han i flere årtier har opnået på sine adskillige albums, agerende soundtrack til manges knuste hjerter. Syngende "I drink so much sour whiskey I can hardly see" sår han ikke megen tvivl om sangens biografiske baggrund, som Lanegan står skeptisk skulende ud over publikum, bevæbnet med sin hæse stemme.

Lanegan beviser ydermere sit talent for at skabe en helhedsoplevelse, når det kommer til live-shows, med sin perfekte vekslen mellem rolige og yderst energiske numre, taget fra et bredt bagkatalog af soloudgivelser og b-sider.

Efter en dybsindig og rørende fremførelse af The Twilight Singers-nummeret "Deepest Shade" begiver Lanegan-bandet sig elegant fra det rolige til det energiske. Den electro-prægede "Ode To Sad Disco" efterfølges af den maracas-trommende og guitarskrigende "Riot In My House", der for alvor giver guitarist Jeff Fielder fra Lanegans hjemstavn mulighed for at brillere.

 

"Thanks a lot Aarhus, I love this town"

Efter at have bragt det aarhusianske publikum godt igennem nyere numre fra "Blues Funeral" og "Phantom Radio" viser Lanegan sin imponerende evne til at inddrage lytteren i livets kvaler. Den intense b-side "Sleep With Me" fremføres med en sådan desperation og endog ensomhed, at end ikke den mest uopmærksomme lytter ikke ville være forbigået. Med undertoner af selvhad og blues med store bogstaver buldrer Lanegan igennem dette nummer og opnår et højdepunkt, som ingen ende vil tage, og som sågar fortsætter til ende på "Phantom Radio"s tunge ærke-neoblues "Death Trip To Tulsa".

Bragende gennem nok aftenens tungeste nummer river han fat i publikums trommehinder, som gør det til en udfordring ikke at rocke med. Den ellers så stille og indadvendte Mark Lanegan afslutter nummeret med et "Thanks a lot Aarhus, great to be back here, I love this town", som efterlader scenen tom og et publikum med en følelse af, at de lige har overværet noget helt unikt.

Scenen står dog ikke øde særligt længe, da Lanegan-bandet talstærkt vender tilbage til en grumset og hårdslående fremførelse af "Methamphetamine Blues", efterfulgt af vokalist Sean Wheeler gæstende på en sjælfyldt udgave af nummeret "Revival". Men selvom et encore så ofte kun byder på et enkelt eller to ekstranumre, lader dette ikke til at være noget hr. Lanegan vil lade sig gå på kompromis med. Med sin intense og gribende vokal brager Lanegan indadvendt igennem "I Am The Wolf", efterfulgt af en stærkt elektronisk og basfyldt "The Killing Season", hvor Lanegan transcenderende følger publikum i mål til de semi-industrielle bluesrytmer.

Mark Lanegan og co. beviser endnu engang, hvordan en blues-koncert anno 2015 skal skrues sammen. Med en rejse gennem to årtier, en sætliste præget af adskillige udgivelser og en stemme, der taler for sig selv, står lytteren tilbage med en følelse af, at Lanegans besøg var et helt specielt et af slagsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA