x
Slipknot: Forum, København

Slipknot, Forum, København

Slipknot: Forum, København

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Såfremt man har læst på lektien, kan det næppe komme som den helt store overraskelse, at Slipknot er en energisk forsamling. Alligevel formår det nihovedede metalmonster at ruske godt og grundigt op i det købanhavnske publikum her i aften, så det er en ren fryd.

Til tonerne af "XIX" falder det blå scenetæppe, og bandet åbenbarer sig for et tydeligt begejstret publikum, der får smidt en højoktans-udgave af "Sarcastrophe" lige i masken. Corey Taylors vokal ligger lovligt lavt i et noget mudret lydbillede, men begge dele rettes der heldigvis hurtigt op på, og koncerten trodser faktisk i det lange løb Forums normalt så kummerlige lydforhold.

Rammerne for koncerten er imponerende med ild, masser af ild, et enormt gedekranie, lyskæder og et massivt visuelt bombardement af lys. Heldigvis matcher musikken sceneshowet, og bandet har tydeligvis sat sig for kollektivt at lammetæve publikum med fængende, bidske metaludladninger på stribe. Næste knynæveslag er "The Heretic Anthem".

Taylors energiniveau og evner som indpisker er en bedrift i sig selv. Det samme er hans imponerende vokal og bandets hårdtslående indlevelse - tilsammen kunne de vel levere strøm til en mindre landsby. "My Plague" leveres skramlet og beskidt med afgrundsdybe, gutturale brøl, og også "The Devil In I" får et tiltrængt los i røven i forhold til den lovligt polerede studieversion.

Vi får både flammehav og Chris Fehn og Shawn Crahan, der løftes op på podier langt over de andre bandmedlemmer, mens Corey fortsat er en fødte showman. Men i forhold til tidligere koncerter på dansk jord faktisk har han - ganske klædeligt - skruet ned for de allermest amerikaniserede koncertklichéer, selvom vi selvfølgelig er "a fucking great audience" og det publikum på hele touren, der var hurtigst til at sætte sig ned under den forbandet effektive "Spit It Out"-seance i sidste halvdel af første sæt. Og selvom han uden tvivl har sagt det meste til de foregående koncerter, labber man det i sig.

Skarpskåret og tungt

Gulvet gungrer under en skarpskåret og tung "Psychosocial", og Slipknot viser sig som en uhyre velsmurt maskine. Når man er ni, der skal spille sammen, er der ikke plads til megen slinger i valsen, men det betyder ikke, at der ikke er lige den rette mængde grus i metalmaskineriet til at gøre det beskidt og slagkraftigt. "Det har været nogle mørke år for os", fortæller Corey med henblik på Joey Jordisons afsked med bandet og i særdeleshed Paul Grays død, men på grund af os – deres publikum – har de kæmpet videre, får vi at vide, før vi trakteres med en nådesløs "The Negative One" og Corey i øvrigt annoncerer, at vi ikke behøver vente for længe på at få vores maskeklædte venner at se igen, idet de vender tilbage til sommer som hovednavn på dette års Copenhell.

"Before I Forget" fremkalder massiv call and response-fællessang, der ikke bliver svagere under "Duality", hvorefter vi tages tilbage til Iowa med "Left Behind". "You are amazing", lyder det fra scenen. I lige måde!

Som ekstranumre får vi "(Sic)", og aftenens koncert åbenbarer sig som en slags omvendt meditation, en totaloplevelse, hvor samtlige sanser stimuleres, og man går opløftet derfra og føler sig som et bedre menneske – trods aggressiviteten, og at mennesker jo alligevel bare er "= shit", som det hedder i aftenens næstsidste sang, før "Surfacing" præsenteres som et muligt bud på en ny dansk nationalsang. Og på trods af en gennemgående "pissed off" attitude i bandets materiale, får vi at vide, at vi skal passe godt os selv og hinanden på vej hjem.

Slipknot har flået taget af Forum. Bandet har styr på deres virkemidler, og de formår at stykke en forbandet effektiv forestilling sammen. Det konstante adrenalinsug koncerten igennem er jo nærmest afhængighedsskabende. Vi ses på Refshaleøen til det næste fix.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA