Thåström: Den Morronen

Thåström
Den Morronen

Thåström: Den Morronen

GAFFA

CD / Razzia
Udgivelse D. 11.02.2015
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Thåström har det meste af karrieren spillet rollen som enspænderen med stor overbevisning. Måske fordi det netop er det fuldendte billede af ham selv som vagabonden, der aldrig fik indfriet sine drømme. Som en strejfer driver han på Den Morronen det ene øjeblik hvileløst rundt i Østberlins mørke gyder for derefter at befinde sig i Amsterdams hårde Red Light District-kvarter og til sidst ende ude i Stockholms øde industrikvarterer. Thåström får på den flimrende åbner Gräsfläckar og titelnummeret med en underspillet sans for dramatik sammensmeltet lyden af iskolde industrielle lydflader sammen med sit poetiske univers. David Bowie anno Low og Depeche Mode midtfirser-synthlyd har om noget været rettesnoren her.

For det er som om, det svenske nationalklenodie har set lyset og affundet sig med sit lod i livet. På den smukke nærmest gotiske ballade Kom Med Mig bydes der op til at rejse ud i natten sammen: "Kom med mig, när jeg lämnar…/Kom med mig hela natten", mens han på den dirrende Långsamt Genom nærmest påråber sig sin lykke. "Det är mörkt, og jag är lycklig just nu". Det meste af Den Morronen fungerer som et mørkt lydtapet, frem for egentlige sange, hvor der måske ikke har været så meget på spil, som der plejer i Thåströms univers. De indre spændinger holdes i lidt for kort snor, og de velkendte eksplosive udbrud er en smule savnede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA