x
Rainbow: A Light In The Black

Rainbow
A Light In The Black

Rainbow: A Light In The Black

GAFFA

Box / Universal Music
Udgivelse D. 28.01.2015
Anmeldt af
Henrik Friis

Ritchie Blackmore har efterladt sig et mudret kølvand af gnistrende guitarsoli, klassiker-riffs, succes, spildte muligheder og brændte broer gennem sin karriere. Ikke kun da han i start-70'ernes gennembrød lydmuren med Deep Purple i flere inkarnationer: Det gælder også de 10 år med Rainbow, dannet i midten af 70'erne med Elf-forsanger Ronnie James Dio i utilfredshed over Purples soul-funk-drejning.

Det er de 10 Rainbow-år af blandet kvalitet, denne boks fokuserer på – sammensat af officielle udgivelser, rå-mix, lydprøve-, privat-, mudret pirat- og live-klip, og så en halv times dvd-sammendrag fra den første Monsters of Rock i 1980. "A mixed bag" altså.

Uanset hvad understreger den, at Rainbow nok var det skarpeste hårdrock-orkester i anden halvdel af 70'erne. På plade – og i dén grad live. Hvor heavyrockens første bølge, Zeppelin, Sabbath og Blackmores eget band Deep Purple mistede pusten, fandt Blackmore og Dio den rigtige formel med Rainbow. Efter et søgende debutalbum, der legede med middelalderstemning, Bach og rockklodser fyrede de to resten af bandet (som i realiteten var Dios gamle band, Elf) og indlemmede bl.a. farverige, direkte Cozy Powell på trommer.

Triumvirat
Så var triumviratet klar, og som numrene fra Rainbow Rising understreger, er den knastørre produktion med direkte hæsblæsende rock, monster-opvoksende ambitiøse numre, virtuos guitar og Dios mægtige fantasy-vokal en klassiker, som både anses som forfader til power og speed metal. Fulgt op live af koncerter, hvor numrene let klokkede op mod de 20 minutter, mens Blackmore balancerede på en tålmodigheds-knivsæg overfor et rockhungrende publikum mellem det langstrakt lyrisk delikate og så de enkle, hårde klodser som satte festen i relief. (bare hør den indtil nu uudgivne version af Catch The Rainbow inkluderet her).

Men fyringer og uvenskab er og bliver en belastende del af Blackmores cv. Det betød måske ikke så meget ved opfølgeren til Rising, hvor keyboard-spilleren og bassitenten blev udskiftet - for en perle som Gates of Babylon var der stadig overskud til at lave. Ja, selv da Dio i '78 selv røg i svinget i uvenskab og kun efterlod Powell tilbage, slap Rainbow også fra det (samtidig med at Dio på det tidspunkt havde skabt sig et navn, han suverænt førte videre med Black Sabbath og senere i egent navn). Rainbows magi var måske en smule svækket – og teksterne blevet mere jordnære – men at det nye hold med sanger Graham Bonnet, Purples gamle bassist Roger Glover og Purples nuværende tangent-spiller Don Airey var kompetent nok til at lave det sidste store Rainbow-album, Down To Earth, høres også her – og i live-rariteterne (på cd såvel som dvd). Selv om det også var indgangen til gruppens mere poppede approach.

Mellem stolene
Så gik det til gengæld ned ad bakke. Rastløse Blackmore fandt en ny sanger i Joe Lynn Turner, som kunne føre chefens pop-trang endnu videre med sin nysselige vokal. Powell gad ikke poppen og skred, Airey sagde adieu et album senere og blev erstattet af en habil arbejdsmand. Powells afløser blev også afløst m.v.: Evige skift Rainbows tid ud, hvor hovedpersonen hørbart ville være lige dele pop a la Foreigner og endda ABBA og rock a la Blackmore - og satte sig kluntet mellem stolene stole. Blackmore-fans opfandt vejledningen "fast forward til soloen" i de enkelte numre for at skære gennem det unødvendige, og hovedpersonen blev hørbart mere gentagende i sine riffs og stadig mere sjusket live – alt imens mens udviklingen uden for i musikkens verden spurtede fordi. Hvorefter Blackmore og Glover i 1984 gik med i gendannelsen af Deep Purples populæreste udgave.

At denne sene Rainbow-periode – trods gode rockeksempler – skal fylde lige så meget her som gruppens guldalder er misvisende. Især når der samtidig også er udeladelser, som undrer: F.eks. titelsangen til boksen samt livefavoritten Kill The King fra gruppens første tid, som regnes som klassikere i sig selv (og som i øvrigt begge er nævnt som indhold i den medfølgende booklet, men efterfølgende er redigeret ud på cd'erne). Men kvaliteten de første 3/5 af karrieren er til gengæld svær at komme uden om. Og det minder boksen retfærdigvis om.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA