x
Alison Moyet: Koncertsalen, Koncerthuset, København

Alison Moyet, Koncertsalen, Koncerthuset, København

Alison Moyet: Koncertsalen, Koncerthuset, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Tillad mig at begynde bagfra: En på mange måder munter aften med britiske Alison Moyet som centrum for en synthpop-trio sluttede af med "Don´t Go", hvorefter trioen gjorde præcis det - efter et ellers længe ventet højdepunkt i koncerten. Det gamle Yazoo-hit fra starten af 80'erne er jo på en eller anden måde stinkende fed disko af den ufarlige slags.

En anden en af slagsen var "Situation", også med Yazoo-historien bag sig. Det fik folk op af stolene i den vanvittigt smukke koncertsal i DR Byen med den fænomenale akustik. Men måske var det betegnende, at det netop var de to numre først hen mod slutningen, som for alvor fik folk op at stå.

Alison Moyet konstaterede selv, at de fleste sange er skrevet i "misery", mens de få humørfyldte sange var isbrydere i repertoiret.

Det samme kan man så til gengæld sige om Alison Moyet. Man skulle nok være en frostkold brosten en stormende februaraften for ikke at begynde at holde lidt af hende i løbet af koncerten. Der var smil, selvironi, humor – og frem for alt karisma, en fantastisk stemme og stor integritet fra en kunstner, som egentlig ikke behøver at bevise noget med et imponerende bagkatalog af million-sællerter, Brit Awards med mere.

Når der alligevel er en del forbehold i denne anmeldelse skyldes det et lukket lydunivers, som om der blev søgt nogle rødder, der reelt har passeret en udløbsdato.

Alison Moyet fortalte selv, at aftenen her især var et bagkatalog fra electronica-tiden.

Maskintrommer og synthesizere understregede budskabet, men i mine ører kom det ikke op at swinge rigtigt, når det i et nummer som "When I Was Your Girl" havde den syntetiske pumpestortromme på alle fire taktslag og mekaniske 2- og 4-slag.

Ikke fordi det ikke KAN swinge, men her manglede den musikalske baggrund det liv og den livsglæde, som Alison Moyet selv har i overflod.

Mere vellykkede var numre som "Remind Yourself" og ""Filigree", hvor flotte klangflader måtte få selv hadere af programmerede samplinger til at overgive sig.

Selv om duen Yazoo (med det tidligere Depeche Mode med mere-medlem Vince Clark) splittede i 1983 (med kort genforening i 2008), så hang det bands ånd tykt i den elektroniske luft. I virkeligheden synd, fordi Alison Moyet har flere gange vist, at hun kan så meget andet.

I 1985 optrådte hun ved den legendariske Live Aid-koncert, og alene det kan også kun kalde på respekt. Heldigvis er man ikke i tvivl om, at hun er en dame, som konstant prøver grænser og tester sit ubestridelige talent. I 2013 udsendte Alison Moyet sit blot syvende solo-studiealbum "The Minutes" i en laaang karriere. Albummet er skrevet og produceret sammen med Guy Sigsworth (Seal, Björk, Goldie, Madonna med flere), og også der er en Moyet, der returnerer til sine elektro-rødder, som koncerten også bar præg af.

Men måske er den flirten med fortiden blot et nødvendigt intermezzo, for at en stor og søgende kunstner kan holde fast i sig selv?

Jeg håber det.

For den dag hun bryder ud af den lidt lukkede, lidt fortidige elektroniske skal, der på mig virkede som en begrænsning på en stor stemme, så skal stjernevrimlen nok vise sig mere gavmild næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA