x
Diverse kunstnere: The Black Rider, Betty Nansen Teatret

Diverse kunstnere, The Black Rider, Betty Nansen Teatret

Diverse kunstnere: The Black Rider, Betty Nansen Teatret

Anmeldt af Gudrun Hagen | GAFFA

Det var en stor overraskelse og skuffelse, at den hypede genopsætning af The Black Rider var lidt af en pinsel. "Årets mest djævelske forestilling" ifølge Betty Nansen Teatret selv – jo tak! Men ikke nødvendigvis som noget positivt prædikat.

Opsætningen var en stor succes i 1998, og stykket er skrevet af selveste William S. Borroughs med musik af Tom Waits. Undertegnede er stor fan af begge d'herrer, og når man så endda tilsætter Michael Kvium som scenograf og Katrine Wiedemann som instruktør og har den velsyngende Jimmy Jørgensen i front som rød, karismatisk djævel, hvad kan så egentlig gå galt?

Og hvad skal man gøre? Undertegnede så ikke lyset og må her stå fast og uddybe sine trængsler. "It ain't no sin to take off your skin. And dance around in your bones" som Waits synger, og er man uenig med denne anmelders sure rønnebær, skulle der være rig mulighed for at finde en mere positiv bedømmelse andetsteds.

 

Karikeret konstruktionsleg og falden-på-halen komik

Der er dog en hel del i denne opsætning, som ifølge undertegnede fungerer på papiret, men er ret ubærligt i praksis.

Eksempelvis er der noget morsomt og vanvittig omvendt i, at det er djævelen, der som den eneste får lov at være forførende, indbydende, vital og – organisk! Af samme grund hepper vi på ham og fryder os begejstret over, at hans onde planer lykkes så fuldendt, som de gør.

Mindst af alle har vi ondt af vores hovedpersoner – den stakkels Kädchen (Xenia Lach-Nielsen) og Wilhelm (Mikkel Kaastrup-Mathew) – der med naive æblekinder vælter rundt i dukke-stive bevægelsesmønstre og hysterisk, karikeret agerer ungt forelsket par. Den ene dummere end den anden overgår de hinanden i plat falden-på-halen komik og kunstig, akavet dialog.

Logikken er oplagt. Djævelen står bagved som den ultimative dukkefører. Han styrer showet, og menneskene kan ikke andet end at danse efter hans pibe. Der er ingen fri vilje og dermed, i denne opsætning, heller intet naturligt over skuespillet – og følgelig heller ingen identifikation, kun irritation over de flade figurer.

Alt er for sjov. Der er pastiche og parodi, så det batter, men mest virker det forkrampet og forældet. At dette er en genopsætning fra 1990'erne, er ikke sådan at undslippe.

 

Skingert lydbillede

Tom Waits' musik tages på den måde som gidsel i dette postmoderne drama, hvor en vrængende sarkasme driver ned ad væggene, og hvor det i forlængelse af ovenstående kun er djævelen forundt at synge godt. Især vores Kädchen synger så grufuldt skingert, at det sætter sig i marv og ben.

Kun i et enkelt nummer får hun lov, med saft og kraft, at give den som burlesque femme fatale og bringe liv til de poetiske og vittige tekster. "A vulture circles over your head/ I'll be the flowers after you're dead", lyder det lækkert grotesk og helt nede fra mellemgulvet, og det er en sand lise at se hende bryde ud af lillepige-rollen og fri sit stemmebånd fra de ellers så penibelt høje toner.

Orkestret flirter dygtigt med både cirkusgalskab og Balkan-amokløb og byder på livligt, begejstret blæs såvel som skæv og syret disharmoni. Den Kurt Weill-inspirerede cabaretstemning, de momentant får frem, punkteres dog konsekvent og effektivt, så stemningen forbliver på sit staccato-stiliserede, to-dimensionelle leje. Og legen med det falske over for det ægte i denne konstant kværnende, distancerende ironi, bliver ganske enkelt trættende. Når ikke engang musikken får lov at bære forestillingen, så er der ikke meget tilbage.

Helt til grænsen gås der i slutscenen, som er en provokerende lang slowmotionfinale, der trækkes ud i noget, der minder om evigheder, med tilhørende ulidelig hyletone fra violinistens streng. Igen en dristig idé på papiret – teatermod mangler stykket ikke! – men ganske afsindigt at sidde og skulle gennemleve i praksis.

 

Æstetisk ironi – sej scenografi

Noget, der til gengæld fungerer fremragende er Michael Kviums scenografi. De mange mystiske personager, der er som taget ud af hans malerier, giver Jimmy Jørgensens smukke djævel kamp til stregen, ligesom genistregen med at vende alt lodret i en scene, så vi ser det hele fra oven, får det brede smil frem.

Æstetisk holder ironien også hundrede procent, når vores kærestepar kluntet svæver rundt i wires med lamsebamseskyer og blå himmel bag sig. Eller når en Lucky Luke prærie-verden tegneserielevende åbenbarer sig som cirkusskydetelt, så Wilhelm takket være de diabolske patroner gladeligt kan plaffe alt ned og ramme helt uden at sigte. Det er "corny" og "bad taste" og "tongue-in-cheek" på den fede måde med fantastisk brug af farver, og her kan selv den sure anmelder grine med.

Overordnet er "The Black Rider" dog langt fra det sataniske helvedesridt, man med god ret kunne forvente sig af så tunge navne i spil.

 

The Black Rider på Betty Nansen Teatret til 29. marts.

Instruktion: Katrine Wiedemann

Scenografi og kostumer: Michael Kvium

Koreografi: Bill Holmberg

Musik og tekst: Tom Waits og William S. Borroughs

Oversættelse: Peter Laugesen

Musikalsk arrangement: August Rosenbaum

Musikere: Nils Gröndahl, Kasper Tranberg, Lars Greve, Jeppe Zeeberg, Joel Gjærsbøl, Mads Forsby og Nils Davidsen

Medvirkende: Jimmy Jørgensen, Xenia Lach-Nielsen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Hanne Uldal, Carl Christian, Rasmussen, Henrik Lykkegaard, Christiane Gjellerup Koch, Jens Jacob Tychsen, Søren Launbjerg og Joen Højerslev


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA