x
Alt-J: Tap1, København

Alt-J, Tap1, København

Alt-J: Tap1, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Alt-J kom tilsyneladende ud af ingenting i 2012, da de udgav deres bemærkelsesværdige og interessante debutalbum "An Awesome Wave". Pladen, der er skrevet i Leeds, hvor drengene kender hinanden fra universitetet, endte med at sælge millionvis eksemplarer og inkasserede bandet den britiske prestigefyldte Mercury Music Prize samme år.

I dag tre år senere er kvartetten blevet til en trio, efter Gwil Sainsbury forlod bandet, og i aften stod Joe Newman (forsanger og guitarist), Gus Unger-Hamilton (keys) og Thom Green (trommeslager) for første gang på scenen i København, nærmere betegnet i Tap1, for at huske os på, hvorfor netop Alt-J er et af Englands mest interessante bands.

Allerede før klokken slog 16, stod fans klar ved indgangen, tre timer før dørene var annonceret til at åbne. Små seks timer før Alt-J gik på scenen. En sådan fankultur ville ikke overraske, hvis aftenens act var Medina eller Christopher. Men det virker overraskende, når der nu er tale om Alt-J. Der blev således slået én ting fast; der måtte være skyhøje forventninger til aftenens koncert.

 

Passiv performance

Hjulpet godt på vej af røgmaskiner og badet i rødt lys dukkede bandet frem på scenen og åbnede med nummeret "Hunger of the Pine" fra deres andet album "This Is All Yours", der udkom i september sidste år. Med stemningsfulde blæserarrangementer, masser af synthezizer-lag og Newmans cool, karakteristiske og forvrængede vokal, her samplet med Miley Cyrus' tekstbid "I'm a female rebel" fra "4x4", var der lagt op til en aften, hvor man, tilbagelænet om man vil, kunne lade sig føre igennem bandets kantede og differentierede lydbillede.

Koncerten gik for alvor i gang med aftenens andet nummer "Fitzpleasure", der skifter mellem vokalharmonier, akustisk guitar og hypnotiserende synths, og der var dømt fest tættest på scenen. Men længere bagi i Tap1's store hal nåede festen aldrig for alvor at få fat. Desværre. Det kan måske til dels skyldes, at hallen denne aften virkede en anelse for stor. Ikke for stor til Alt-J's detaljerige lyd, der gemmer på finesser og leveres med præcision, men for stor til deres performance.

Tidligere på dagen under et interview fortalte Unger-Hamilton mig, at man hos Alt-J ikke skal forvente et band, der er rig på den fysiske udfoldelse, når de er på scenen. Og det må jeg så give ham ret i. Deres musik er klart mere interessant at lytte til, end de er at se på performe, og jeg måtte flere gange i løbet af koncerten tage mig selv i at savne en mere energisk performance, der måske bedre havde fået fat på alle blandt publikum. Jeg savnede en leg med numrene, der fik koncerten helt ud over rampen, og som kunne fjerne den flig af indstuderethed, der som et slør lå over hele koncerten.

 

Detaljerige lydlandskaber

Når det så er sagt, er der i den grad tale om tre dygtige musikere, og deres talent ligger for alvor i deres synkroniserede melodier, der på en helt særlig måde kombinerer lag af lyd og vokaler. Deres rytmiske dynamik og forfaldenhed til melodiske svinkeærinder har imponeret verden over, og det forstår jeg godt. Der er virkelig tale om musik, som man har lyst til at gå på opdagelse i.

Ser vi bort fra en lettere døsig periode under koncerten med numre som "Dissolve Me", "Bloodflood" (både pt. 1 og 2) og den i mine ører noget trivielle og kedelige "Matilda", som dog formåedes at blive gjort kantet gennem Newmans vokal, var der tale om mange fine øjeblikke, hvor Alt-J's detaljeorienterede lydlandskaber fik smilet frem.

Tag nu bare "Tessellate" eller "Every Other Freckle" med det velsmurte folk-kor, der blev bygget op og kulminerede med synths hen mod slutningen. Den sarte "Warm Foothills" eller "Nara"-kompositionerne, der denne aften blev leveret i form af "Nara" og "Leaving Nara" under ekstranumrene. Særligt her fornemmede man virkelig en fortælling i Alt-J's musik, hvor man som lytter blev taget med på en rejse i lyd, der fusionerede det idylliske og eksperimenterende.

Desværre bød aftenen også på en rejse, der skiftede mellem søvndyssende og interessante og kantede øjeblikke, og jeg må indrømme, at jeg er glad for, at jeg ikke ventede ude i kulden fra klokken 16.

 

Opvarmning: Gengahr *** og Wolf Alice ***

Aftenens første opening act var det britiske band Gengahr fra det nordlige London, der præsenterede publikum for deres catchy indierock. Der var tale om lette, melodiøse numre, der ledte tankerne i retning af Vampire Weekend eller MGMT. Desværre blev numrene ofte overskygget af forsangeren Felix Bushes lettere skingre vokal. Det må der godt blive arbejdet lidt mere på.

Efter en kort pause entrerede endnu et britisk band scenen, denne gang Wolf Alice, der af GAFFA er placeret på listen over udenlandske acts, der bliver store i 2015. En mur af lyd ramte de ventende publikummer, da bandet skød koncerten i gang. Der var fra starten tale om gedigen rock med tunge grungelignende guitarriffs og en interessant vokal fra bandets sangerinde Ellie Rowsell, der sammen med resten af bandet er blevet sammenlignet med så forskellige navne som Elastica, Hole og The xx.

Når man tænker på, at der er tale om opvarmningsbands, var publikums opmærksomhed særligt skærpet, og begge bands høstede pæne bifald fra de mange fremmødte, der allerede stod klar ved scenen. Men der er også klart potentiale i musikken fra begge bands.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA