x
Konono No.1: Global Cph, Nørre Alle 7, København

Konono No.1, Global Cph, Nørre Alle 7, København

Konono No.1: Global Cph, Nørre Alle 7, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er sin sag at anmelde et orkester som Konono No. 1. For det er selvsagt stort set det samme skramlede orkester, med de særegne likember (congolesisk "tommelfinger-piano") tilsat hjemmelavede kontaktmikrofoner. Og den samme rustikke rytmik, hvor trommeslageren pisker løs i lilletrommen og Lokole-trommer og de særegne koklokker er med til at drive den malende rytme frem.

Som en ven beskrev oplevelsen ret godt: "Med Konono No. 1 skal du være del af den dansende og svedige masse foran scenen, for så kan det ikke være meget bedre. Men står du nede bagved, giver du dig til at snakke eller går efter øl".

Jeg tilhørte sidste kategori, og det var nok synd.

Orkestret med instrumenter direkte fra lossepladsen, er stadig fede. Sangerinden leverer stadig de der dovne svaj med understellet, som er mere ramponeret end sexet. Og drengene kører ufortrødent de overstyrede lyde fra likemberne af, så det er en fryd. Der gives virkelig ikke ved dørene hos det band. Hvor sangene nærmest har en rituel åndemanerkvalitet. leveret med flerstemmige vokaler, som har en egen skæv timbre.

Forvent ikke at kunne huske de enkelte sange bagefter. Konono No. 1 skal simpelthen opleves i nu'et.

Som sådan en ret fed koncert. Med et orkester der er et indblik i en gammel gadekultur, der hele tiden - ja, siden 1960'erne - lå under den mere kendte og elegante soukous-musik, som især havde sin storhedstid, dengang landet hed Zaïre. Her kunne det ikke blive elegant og melodisk rafineret nok. Hør bare stjerner som Tabu Ley Rochereau og Mbilia Bel.

Og selv om Konono No. 1 faktisk i sit oprindelige navn L'orchestre folklorique T.P. Konono Nº1 de Mingiedi var en hyldest til Soukous-musikkens Godfather, Franco, synes Konono No. 1 nærmest at være en reaktion. Rustik musik fra storbyjunglens afkrog, som er kommet op til overfladen.

Hvor det er til at forstå, hvorfor så mange finder, at det er kultisk musik.

At jeg så her bagefter sidder med den lidt tomme følelse, skyldes nok, at jeg undlod at smide kludene og taget turen hen i mængden foran scenen. Lidt som at have været til en punkkoncert uden at danse pogo.

For set på afstand, er det mere formen end indholdet jeg har med hjem ved tasterne. Og det er ikke helt nok til for alvor at imponere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA