x
The Preatures: Blue Planet Eyes

The Preatures
Blue Planet Eyes

The Preatures: Blue Planet Eyes

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 23.02.2015
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Australiens nyeste bud på den internationale popscene er gruppen The Preatures, der med både to "album of the year"-awards fra hjemlandet, samt en opvarmningstjans for selveste Rolling Stones, må forventes at have et vist niveau.

Lyden på debutalbummet Blue Planet Eyes, der med sin 70'er soft-rock blandet med sfæriske vokalharmonier, 80'er-synth og 90'er-r&b-feel, lægger sig umiskendeligt meget op ad pigerne bag succestrioen Haim. På de første numre, Somebody's Talking og Is This How You Feel? ville undertegnede, ved en tilfældig lytning i radioen, da også umiddelbart tro, at man lagde øre til nyt materiale fra netop førnævnte Haim. Der er altså tale om en yderst gennemført stil, men ikke umiddelbart én, som virker hverken ny eller forfriskende, alt taget i betragtning.

Det skal dog ikke entydigt forståes som noget negativt. Tværtimod er vi ude i en omgang velproducerede og velskrevne numre, der med frekvensen af antal gennemlytninger kun øges proportionelt i nydelse. Her findes en lang række lækre guitar-riffs og vuggende basgange, der med forsanger Isabella Manfredis fine, men skarpe røst tilsammen udgør et behageligt soundtrack for øregangene. Point skal også gives for, at man har skåret ind til benet og holdt fast i en kort, stram udgivelse med kun 10 sange, hvor overflødige fyld-numre er cuttet fra. Tilbage står en absolut solid debut, der klart fortjener et lyt eller to.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA