x
D'Angelo: Falconer Salen, København

D'Angelo, Falconer Salen, København

D'Angelo: Falconer Salen, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Arkivfoto

På billetten stod der, at vi skulle være der klokken 20.00. Et gæt var, at koncerten ville begynde ved 21-tiden. Klokken 21.20 kom der lidt guitartoner fra scenen. Kun lidt. Ellers kørte en rodet playliste med soul og hip hop, ikke langt fra stilen man kender fra aftenens hovednavn. Og så ventede vi. Længe. Uroen bredte sig. Af og til klappede og hujede folk. Vi folk, som endnu ikke var publikum, for der var ikke noget at være publikum til. Kun venten. Det er egentlig ufatteligt, hvad man kan tillade sig at byde sit publikum. Folk. Man har god tid til at stå og tænke, hvad det mon skyldes, at de ikke går i gang. Tekniske problemer? At bandet får procenter af ølsalget og derfor trækker tiden? Arrogance? Eller at det bare rager dem en mol-akkord, at en tætpakket sal står og venter?

Der gik 14 år imellem hans "Voodoo"-album (2000) og det nye og aldeles fremragende "Black Messiah"-album (2014) – ventetid er et tema, når det kommer til D'Angelo. Tænk, hvis vi var gået. Simpelthen skredet - hen til et sted med live-musik i stedet for playliste og et, hvor de ikke solgte drikkevarerne til ågerpriser. Mange gange fader musikken ned og varsler, at showet vil begynde. Indtil den fader op igen for bare at fortsætte. Uret viser 21.35. Tre forvirrede mænd lægger sætlister ud ved mikrofonerne. En mand bag mig siger til sin kæreste, at halvanden time godt nok er langt tid, når man bare står og venter. Han har ret. Det er mere end en gennemsnitlig spillefilms længde. Måske endda længere end selve koncerten vil vare.

21.49
Musikken slukker, men vi tager det ikke længere som et tegn. Ikke før lyset dæmpes tør vi tro på, at nu sker der noget. Introen fra det nye album begynder. Kort tid efter kommer D'Angelo ind på scenen til et kæmpe bifald, hvor man ikke kan undgå at mærke lettelsen. "Prayer" åbner koncerten. Ironisk nok uden orkestret, men indspillet, og D'Angelo synger til. Læderjakke, bandana og hat. Så kommer bandet på scenen: tre korsangere, to guitarister, keyboard, bas og trommer. Lyden er rodet og buldrende, hvilket passer udmærket til de første par numre "1000 Deaths" og "Ain't That Easy". Den lyd, der kendetegner nutidens D'Angelo er mere rocket og smadret end tidligere tiders fortættede og stramme soul-lyd.

Vi får numre fra hele kataloget – "Feel Like Makin' Love", "Brown Sugar" og "Alright" – bundet sammen af det bedste fra det nye album: "Sugah Daddy", "The Charade" og "Back To The Future". Publikum spænder vidt. Der er skrigende teenage-piger, og der er dem, der synes, han var lækker dengang. Mænd og kvinder. Han har bred appel, og de tårnhøje forventninger, man har kunnet mærke, er netop nu blevet til taknemmelighed og entusiasme. Det er tydeligt, at manden har lang line, og at ventetiden er lagt bag os. Med charme og velspillet soul kan man komme langt.

D'Angelo er i form. Ingen tvivl om det. Og vi er nogle, der havde været bange for, at det ikke var muligt efter hans deroute med stoffer og skandaler i 2000'erne. Desværre er han også så forfængelig, at kostumeskift – hat af, hat på, jakke af, kåbe på, handsker på, sølvkæder af – tager flowet ud af koncerten. Hans manglende evne til at dosere sine virkemidler bliver irriterende og trækker selv swingende og lækre numre i langdrag – det, der skulle have været øvelokaleleg med breaks og klap, bliver en rovdrift på publikums tålmodighed. Glimmer og staffage kommer til at fylde, hvor det havde klædt koncerten at leve op til hans varemærke: stram, fræk og svedig soul.

På sine albums dyrker han præcisionen og legelysten. På scenen ender det som sløseri og overdrev. Til tider ligner han en Prince-pastiche, selvom han ellers har potentiale til at lave den musik, som Prince ville ønske, han stadig kunne lave. Det, der redder D'Angelo er publikums velvilje og hans højoktan-energi, der pulserer ud over scenekanten, men det kan ikke kamuflere, at det langsomt tynder ud i publikum. At skulle vente både før koncerten, men så sandelig også under koncerten sætter sine spor, og det er kun en halvfyldt sal, der får hans sex-dryppende og falset-himmelske hit "Untitled (How Does It Feel)" at høre. Det var ellers ventetiden værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA