x
Jakob Brønnum: Sange ved himlens port - Bob Dylans bibelske inspirationskilder

Jakob Brønnum
Sange ved himlens port - Bob Dylans bibelske inspirationskilder

Jakob Brønnum: Sange ved himlens port - Bob Dylans bibelske inspirationskilder

GAFFA

Bog / Forlaget Alfa
Udgivelse D. 07.11.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

I betragtning af, hvor meget der er skrevet om netop Bob Dylan kan der unægtelig være grund til at spørge, om der vitterligt er brug for en ny - og dansk - udgivelse om om mestersangskriveren fra Minnesota. Og den ledsagende pressemeddelelses salgsargument om, at det er "første Dylan-bog på dansk i nyere tid, der undersøger, hvad der ligger i Bob Dylans tekster" er måske også en kende søgt.

Nuvel, heldigvis gøres skepsis til skamme ved læsningen af teologen og forfatteren Brønnums ekstensive belysning af Dylans bagkatalog - en analytisk gennemgang som, fremfor blot at reproducere velkendte pointer, faktisk byder på en mængde begavede, originale betragtninger omkring Dylans sangskrivning og temakreds.

I lighed med Lars Knudsens fine "Leonard Cohens sange" fra 2014 begiver forfatteren sig ud i en kronologisk gennemgang, album for album fra debuten i '62 og helt frem til "Tempest" fra 2012. Brønnum, som tidligere har udgivet såvel digtsamlinger som teologiske skrifter og en bog om irske U2, åbner teksterne op for også den relativt forudsætningsløse læser.

Godtnok skal man formenlig være Dylan-fan af en vis seriøsitet for at tygge sig igennem de lidt mere end 350 siders tekstanalyse; på den anden side har læsningerne - trods den teologiske indgangsvinkel - ikke som sådan den akademiske, højtravende karakter som også præger en del af Dylan-lekturen.

Man kan slå ned på små upræcisheder - som at "Bootleg Series 1-3" udkom i 1991 og ikke, som her anført, i '95 - og måden hvorpå sangcitaterne klippes til så de passer i den analytiske sammenhæng, kan også diskuteres. Overordnet set er det dog et seriøst og ganske respektindgydende værk, Brønnum har begået - om så primært for Dylandisciple, trods alt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA