x
Wildbirds & Peacedrums : Zoologisk Museum, København

Wildbirds & Peacedrums , Zoologisk Museum, København

Wildbirds & Peacedrums : Zoologisk Museum, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

Søndag aften dannede Zoologisk Museum på Østerbro rammerne for den sidste koncert under Frost Festival 2015, der har stået på siden den 1. februar. Museet, der i sig selv er et besøg værd, var et tankevækkende og originalt sted at holde koncert, og passede som hånd i handske til den eklektiske svenske ægtepars-duo Wildbirds & Peacedrums.

Aftenen startede ud i museets souvenirbutik, der overaskende nok var åben, hvor man kunne skille sig af med sit overtøj. Herefter blev man dirigeret ind i en elevator og kørt op på femte sal, hvor museets udstilling startede. I næsten komplet mørke fik man her lov at fare vild blandt hvalhjerter og mammutter, fuldstændig uvidende om, hvor og hvornår koncerten skulle finde sted, og i et sindelag, der nok bedst beskrives som en blanding af mild uhygge, spænding og vantro stod man pludselig foran et neon-belyst kaskelothvalsskelet og fik udleveret et par høretelefoner.

Jens Lee Jørgensen og The Lake Radio havde sammen lavet en fascinerende og hypnotiserende lydinstallation ("HVALEN"), der perfekt komplementerende den syrede og konfuse tilstand, man befandt sig i.

Det blev gjort klart, at koncerten ville finde sted oppe ad et par trapper, hvor der ventede et sandt visuelt festfyrværkeri. Bagvæggen var badet i et dybt rødt lys, og de mange forhistoriske dyreskelletter – heriblandt et kæmpedovendyr – lyste op i en skarpt neon-grøn, der stod i betagende kontrast til baggrunden.

Alt lyset slukkede dog, da den hulemandslignende trommeslager, Andreas Werliin, og hans forførende hustru, den excentriske sangerinde Mariam Wallentin, gik på scenen. De startede ud med sangen "Mind Blues" fra den fænomenale plade "Rhythm", der udkom i november, og man fornemmede fra første anslag, at showet ville blive både energisk og intimt. Selvom duoen udelukkende består af trommer og vokal (hvis man ser bort fra det lejlighedsvise sample eller bas-svulm), formåede de at levere en uovertruffen tilstedeværelse og intensitet. 

Andreas' trommespil kan kun beskrives som skizofrent. På den ene side er han en menneskelig metronom, der uanfægtet af Mariams psykedeliske udskejelser holder tempoet som en maskine. På den anden side er hans lyd så uforfinet, støjende og umiddelbar, at det fremstår selvmodsigende – på den gode måde. Her er der klare paralleller til Hella- og Death Grips-trommeslageren, Zach Hill, der ud over at besidde samme blanding af maskine-lignende rytmesans og ukontrolleret mani også rocker hulemands-looket.

Det mest lamslående ved Andreas' spil er dog, at han med blot et enkelt stortrommeslag formår at slå en sang an på en sådan måde, at man fuldstændig glemmer, at Wildbirds & Peacedrums er en duo, og ikke et 200-mand-stort perkussion-ensemble. Tanken om, at der måske mangler noget i lydbilledet opstår ganske enkelt aldrig.

Op til koncertens start havde mange sat sig ned på gulvet, på grund af de specielle koncertomgivelser og antallet af mennesker. De fleste blev desværre også siddende i løbet af koncerten, hvilket måske var aftenens største skuffelse. Selvom det skabte en intimitet og et nærvær, stod det i vejen for de gange, hvor musikken klart lagde op til, at publikum burde befinde sig i en trancelignende tilstand og bevæge sig ukontrollerbart og uforudsigeligt – ligesom forsangeren gjorde. Det tætteste det kom på at ske, var da gruppen fremførte den blues'ede, danseinficerende og vanvittigt fængede energibombe "Who I Was", der utvivlsomt var aftenens energiske højdepunkt. Her var der enkelte, der gik lidt mere til den end blot reserverede nik og tilbageholdne hoftevrid – heldigvis.

Den betagende sangerinde Mariam Wallentin var helt klart den mere tilgængelige, nærværende, men også excentriske del af duoen. Hvor Andreas ofte sad indhyllet i sin egen verden af repetitive polyrytmer, var Mariam udadvendt og kropslig omkring sin vokalpræstation, der rummede alt fra gab og kliklyde til skrig og kuldegys-inducerende skønsang. Hun udstrålede lidt samme bad girl-attitude, som M.I.A. og samme gådefulde ynde som Björk. De steder, hvor hun spillede lidt assisterende perkussion, var det tydeligt, at hun skulle koncentrere sig intenst for at følge med, men heldigvis blev hendes trommetekniske fejl mødt med et varmhjertet smil fra ægtemanden, og så leverede hun en vokalperformance, der mere end gjorde op for det.

Aftenens emotionelle og vokale højdepunkt var den langsomme, tunge og minimale ballade "My Heart", der både rummede en melodi og vokalpræstation, som fik fugtet øjnene og virkelig udviste duoens diversitet. På trods af den begrænsede musikalske palet blev Wildbirds & Peacedrums aldrig kedelig eller ensformig, men formåede tværtimod at tænde ens urmenneskelige indre og forførende lede ind i en verden af rituel og hypnotiserende, uprætentiøs intensitet.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA