x
Ariel Pink: Bremen Teater, København

Ariel Pink, Bremen Teater, København

Ariel Pink: Bremen Teater, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Ariel Pinks psykedeliske og skizofrene stilblanding af genrer – surfrock, klassisk rock, synthpop og meget mere – tidsperioder, især fra 1960-1980 – og musikikoner fremstår som clusterfucks, der i sammensmeltningen forenes til en samlet unik Ariel Pink-lyd. Herhjemme er hans evne til vende uvante koncepter rundt heller ikke gået ubemærket hen, og aftenens unikke sid-ned koncert på Bremen Teater måtte også hurtigt meldes udsolgt, ligesom den artist talk, Ariel Pink gav tidligere samme dag på Københavns Hovedbibliotek.

Cirkus-parade

Selvom Ariel Pink nu har droppet bagbandet "Haunted Grafitti", stod han i aftes på scenen med et syvmandsband i ryggen, inklusive saxofon. Her blev publikum hovedsagelig præsenteret for materiale fra sidste års reelle solo-debutalbum "Pom Pom".

Allerede fra det øjeblik, Bremens store legendariske gardintæppe trækkes fra, starter cirkus-paraden. Bag tæppet står Ariel Pink iført sine vanligt høje nittestøvletter og krympede afvaskede glitter-T-shirt, trommeslageren sidder i undertøj, og keyboardspilleren, med sine helt hvide klæder, agerer pauseklovn mellem numrene.

Der lægges ud med "Dinosaur Carebears" efterfulgt af hektiske uptempo "White Freckles". Det virker fra start, som om Ariel Pink lige skal have pusten, og vokalen falder til tider lidt ud. Men med en mindre monolog indfanges vokalen dog igen, hvor Ariel Pink sublimt og semi-skizofrent fremfører "Black Ballerina". På "Dayzed in Daydeams" præsenteres aftenens 70'er-glade input med tamburinspil og vokalharmonier i omkvædet på en måde, som klart refererer til en af Ariel Pinks inspirationskilder, Fleetwood Mac.

Derudover kan man heller ikke igennem koncerten undgå at tænke på det nu afdøde sangskriver-ikon Kim Fowley, som også har været en stor del af sangskrivningen på "Pom Pom".

Mening bag galskaben

Hvis man spørger en udvalgt kerne, udgav Ariel Pink med "Pom Pom" en majestætisk genistreg, hvorimod andre blot hurtigt vil rynke på bryn og næse. Aftenens show – frem for koncert – er bestemt også et, der deler vandene. Til trods for en lettere påtaget kontrolleret kaos-attitude beviser Ariel Pink og band dog især med sidste halvdel af showet, at der er en musikalsk mening bag galskaben. Her forenes de varierende toneindtryk med Ariel Pinks kitsch og formår således alligevel også rent faktisk at give mening. Og når dette sker, er det også, som om et magisk tæppe lægger omfavnede toner om de hungrende fans.

Vendepunktet illustreres ved den storladne "Four Shadows" midtvejs, hvor et par fra publikum rejser sig og danser energisk med. Publikumsenergien bliver her overført til scenen, eller er det i virkeligheden omvendt, og langsomt indleves man i Ariel Pinks psykedeliske candyfloss-univers. Især "Lipstick" og "Put Your Number in My Phone" fremstår her som højdepunkter.

Inden ekstranumrene sluttes der passende af med den emotionelle "Picture Me Gone", hvor tempoet sættes ned til fordel for en mere nærværende Ariel Pink. Med ekstatiske stående klapsalver trækkes gardinet fra, og som ekstranumre får publikum serveret "Bright Lit Blue Skies" fra tiden med The Haunted Graffiti. Her efterlades publikum glødende, og først nu føles det for alvor, som om taget letter en smule. Afslutningsvis lukkes ballet med "Sexual Athletics".

Forvent det uventede

Det var således hovedsagligt sidste del, som reddede koncerten og trak niveauet op. Desværre kunne jeg ikke undgå at savne Haunted Graffiti-tiden. Men uanset hvad kunne man som publikum ikke andet end at forvente det uventede. Hermed, ligegyldigt hvad folk måtte mene, så er og bliver Ariel Pink morgendagens nye sort forklædt i alle regnbuens farver.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA