x
SoKo: Atlas, Aarhus

SoKo, Atlas, Aarhus

SoKo: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Arkivfoto
 
Det er efterhånden otte år siden, franske Stéphanie Sokolinski - alias Soko - dukkede op i æteren ud af det blå og fik et hit herhjemme med sin charmerende lille sang "I'll Kill Her" - en succes, hun kunne takke det populære radioprogram De Sorte Spejdere med værterne Anders Breinholdt og Anders Lund Madsen for.
 
Dengang besøgte hun også VoxHall med sin skævt charmerende popmusik - og i aften er hun så tilbage på Vester Allé i Aarhus for at optræde for et lille onsdagspublikum på godt 100 mennesker. Det skal blive et...skal vi sige ujævnt, gensyn.
 
For er der en ting, som hurtigt står klart på Atlas i aften, er det at den i dag 29-årige sangerinde ikke har brugt tiden på at blive voksen; snarere fremstår hun meget af tiden som en lettere ucharmerende teenagetøs, som underholder med højlydte bøvser og usammenhængende, stakåndet småsnak, når hun ikke kaster sig rundt på scenen til den hårdere elektropoprock, som er hendes dominerende, musikalske modus i aften.
 
Hård aften
 
Den charmerende "I'll Kill Her"-Soko fra 2007 er næsten ikke til at genkende i den figur, som træder ind på scenen kvart over otte i front for den cool udseende rockkvartet, der skal hjælpe hende igennem de følgende godt halvanden times koncert.
 
Hun virker introvert og nærmest småirriteret under det afblegede hår og den sort/hvid-stribede læderjakke og mumler noget om Stockholm, inden hun kaster sig ud i titelnummeret fra det helt nye album "My Dreams Dictate My Reality," og så er vi ellers i gang. 
 
"Jeg føler mig underbevidst idag...formentlig fordi jeg ikke har fået noget fucking søvn i fem år," erklærer hun efter at have givet os "Love Trap" - ny sang skrevet i samarbejde med undergrundshelten Ariel Pink; "a total freak," som hun siger og konstaterer, at det er en "tough night", da hans navn kun vækker begrænset genkendelse blandt det lille publikum. 
 
Så snakker hun lidt om, hvor påfaldende mange smukke piger som er samlet foran scenen, og selvom hun faktisk har ret, virker det mest som et forsøg på at score lidt billige point hos de fremmødte.
 
Dæmoner på spil
 
SoKo synes også at være en "freak" i egen selvforståelse; debutalbummet fra 2012 hed sigende nok "I Thought I Was an Alien," og i aften antyder hun karakteren af nogle af de dæmoner som er på spil. Taler om, hvordan hun som barn bebrejdede sig selv, at folk døde omkring hende. Om at hade sig selv. Opfordrer alle til at danse så grimt, som de kan, og glemme, at der er nogen omkring dem.
 
"Er I overhovedet til stede?!," spørger hun retorisk, opfordrer til at "gøre det her bare lidt mere sjovt" og inviterer et par medlemmer af publikum op for at lede det annoncerede freakout, som dog reelt set kun bliver til noget fægten med armene til det i øvrigt ganske energiske bands backing.
 
Siden opfordres publikum til at komme på scenen og recitere et stykke rigtig dårlig lyrik; en ung pige tager udfordringen op og fremsiger linierne "The sun is shining / the sky is blue / It's summer;" Soko lader det være optakt til sangen "Bad Poetry."
 
Men det er et sært forceret freakshow; selvom hovedpersonens private issues utvivlsomt er reelle nok, er det en postuleret løssluppenhed, vi bevidner, uanset hvor energisk hun kaster sig rundt til "Who Wears the Pants", og hvad de nye sange nu ellers hedder. Og hun synes selv at ramme det hele ind, da hun præsenterer "Peter Pan Syndrome" som en slags manifest og undskyldning for, at hun nægter at blive voksen. Jo, hun siger det sgu selv.
 
Utilfredsstillende
 
Den slags hudløshed kan potentielt blive til noget stærkt og stort i en koncertsituation, sådan som man for eksempel kunne bevidne ved den amerikanske kollega Cat Powers koncert inde ved siden af for nogle måneder siden - en koncert, man ikke kan undgå at komme til at tænke på i aften.
 
Og min ledsager formulerer det egentlig meget godt, da hun efter koncerten kalder 2015-Soko for en "Cat Power i Avril Lavigne-udgave." For som sangskriver betragtet er SoKo meget langt fra at være en Chan Marshall (Cat Power, red.). I stedet bliver aftenens koncert en påmindelse om en nok så central pointe:
 
At selvom megen stor kunst udspringer af eksistentielle anfægtelser af den ene eller anden art - ja, så er private problemer på den anden side ingen garant for stor kunst. "I må undskylde, hvis jeg ikke gav mit bedste iaften," siger SoKo mod seancens afslutning og tilføjer: "Der er fordi, jeg er intimideret over, at I ser så godt ud. I er så lækre!"
 
Utilfredsstillende - og ikke engang fordi hun valgte ikke at spille det hit, hun skylder sin popularitet herhjemme.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA