Moussa Diallo: Moussa Diallo - manden og musikken

Moussa Diallo
Moussa Diallo - manden og musikken

Moussa Diallo: Moussa Diallo - manden og musikken

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 14.03.2015
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er en verdensrejse, vi komme ud på med Moussa Diallo – manden og musikken, som har premiere på Bremen i aften. Ligesom det er et kærkommet tidsbillede fra især København, som scenen var fra midt i 1970'erne til ind i firserne. Men det fornemmeste ved filmen er nok, hvordan vi kommer ind bag charmesmilet og mere end rører ved det svigt, den lange rejse og den endelige belønning, som hans 60-årige livs rejse foreløbig har været.

Ligesom jeg rigtigt godt kan lide forløbet på forskellige niveauer, som både opridser den afrikanske oprindelse og det danske forløb og hvordan summen af det hele, denne multifacetterede livskunstner, som Moussa Diallo er, fremmanes.

Moussa Diallo er et paradoks. Søn af en dansk mor og Dembo Diallo, en pan-afrikansk gigant hjemme i Mali, men også en travl far, der tog væk hjemmefra på konferencer over hele verden og sågar blev FN-ambassadør i USA.

Mali er et kastesystem, og Diallo-familien er horón, det øverste kaste, hvor det bare ikke er acceptabelt at vælge musikervejen. Som det også var for en Salif Keita. Vi kommer hele vejen fra barndommen i Mali over forældrenes skilsmisse og opvækst med en far, der har været væk så meget og ender med at smadre guitaren mod Moussas pandebrask, fordi sønnen insisterer på afrohåret og karrieren som musiker. Og som ung knægt stikker af og ender som illegal tigger på gaden i en vestafrikansk storby i Liberia, men også  frelses da et musikalsk forbillede dukker op og kan connecte ham med moren hjemme i Danmark.

Derefter hele den utrolige karriere på den danske scene, glimrende fortalt af især trommeslageren Kent Hansen, der – hvad der ikke oplyses – starter ud med Moussa i bandet Lunatics, et slags skyggeorkester til de mere Buki-Yamaz, og lige den rugekasse savner jeg beskrevet. I stedet springer vi til Sneakers, og et klip, hvor der tales om Moussa, men vises et filmklip. hvor Christian Dietl er bassist. Til gengæld får vi det gennemgående tema, at Moussa "stolt som en høvding", som Kent Hansen siger et sted, går fra en succes, hvis det ikke har den integritet, han søger. Hvordan personlig troværdighed konsekvent vægtes højere end økonomisk eller personlig succes.

Men også gentagelsen af forældrenes forløb med skilsmisser og den spirituelle vej, der ender med at Moussa forlader succesbandet Marquis de Sade med Anne Linnet og drager ned til den mester i Indien, som stadig er hans vej. Det er rørende at være med til genopdagelsen af Mali og det brudte bånd til den almægtige far. Hvordan Moussa bygger sin karriere op hjemme og sammen med vennerne hjemme fra København tager ned og opnår at spille med succes foran Dembo Diallo og knuset mellem far og søn oppe ved scenen.

Personligt kan jeg savne flere interviews med folk i både Mali og Danmark. Med Toumani Diabate eller Oumar Barou Diallo, som begge ses i optagelser. Eller fra privatsfæren, hvor brødre og søstre sikkert kunne give nogle nuancer til historien. For det er fedt, når folk som Annisette og Anne Linnet går ind og tager os lidt tættere på.

Men alt i alt et sjældent vellykket indblik i en person, som har valgt sin vej ud fra intuitionen og kærligheden. Og som er del af en fælles rejse med et hold venner, som har tegnet en tid og en scene og fortsat gør det sammen.

Hvor kærligheden sejrer.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA