x
Trentemøller: Sónar Copenhagen, Koncerthuset

Trentemøller, Sónar Copenhagen, Koncerthuset

Trentemøller: Sónar Copenhagen, Koncerthuset

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Det stod lysende klart, at Sónar havde ramt hovedpulsåren af dansk electronica med deres booking af Trentemøller. Der herskede en regulær festivalstemning inden koncerten, hvor gæsterne sad på gulvet for at sikre sig en god plads til dj-sættet med den danske lydjonglør, og da bagbeklædningen af hans silhuet og glødende øjne tonede frem, blev der lagt tryk på forsamlingen.

Trentemøller lagde ud med lyde fra den hjemsøgte undergrund i et dystopisk klangunivers, der ikke længe efter blev erstattet af pumpende club-beats. Det skabte en begejstret sværm af hænder i luften, der bevidnede om, at den danske musiker havde forsamlingen i sin hule hånd allerede fra første sekund. De første minutter var præget af et vokalsample, der i en lind talestrøm fik fyret op under festen.

Der var ikke et gran forudsigelighed i koncertens første halvdel, der vekslede mellem ulmende lydflader, minimalistiske loops og bragende støjkaos. Trentemøller skiftede hele tiden musikalsk retning, men fastholdt den røde tråd i form af genkendelige fraser, der kontinuerligt blev forvrænget og skruet af led. Den dynamiske bølgegang af breaks og in your face-beats blev vel modtaget af publikum, der lagde alle hæmninger på hylden og smøg sig op ad hinanden i den tætpakkede sal.

Det virkede også som om, at Trentemøller havde et brag af en fest. Han lod med jævne mellemrum musikken køre, mens han skålede til publikum. Det skete heller ikke sjældent, at han strakte en hånd i vejret, som for at sige "Jeg har noget til dig... og værsågod", hvorefter et nyt beat tordende ud af højtalerne. Han antydede flere brudstykker af velkendte numre, men kun enkelte numre fik lov at udfolde sig i fuldt flor. Det første var Björk-nummeret Human Behaviour, som begyndte med den genkendelige basgang forklædt af buldrende beats. Trentemøller trak spændingen ved at glimtvis at lade basgangen forsvinde ud af lydlandskabet, hvilket gjorde at man betvivlede, om det nu også var et sample, man havde hørt. Efter at have leget tagfat med nummeret lod han Björks vokal tone frem i fuld udstrækning, indtil den forsvandt som et ekko ind i næste nummer.

Der blev også plads til mere hiphop-inspirerede passager, old-school scratching og ikke mindst fortolkningen af The Beatles' Tomorrow Never Knows. Trentemøller opretholdt energiniveauet gennem hele koncerten og virkede fuldstændig utrættelig. Til gengæld tyngede det lidt ud i den stakåndede forsamling, der efter en times tid havde luret opbygningen af numrene. Trentemøller var ikke til at bære ud fra scenen og omfavnede – bogstavelig talt – næste levende billede på scenen, Kölsch, der overtog den glødende festfakkel og et lidt energidrænet publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA