x
Zebra Katz: Sónar Copenhagen, Koncerthuset

Zebra Katz, Sónar Copenhagen, Koncerthuset

Zebra Katz: Sónar Copenhagen, Koncerthuset

Anmeldt af Katja Sidenius | GAFFA

Zebra Katz er undergrundens seneste hiphop-element fra New York, som bryder barrierer inden for musikbranchen med sin seksualitet og truende sangskrivning. Han fik sit gennembrud i 2012, da designeren Rick Owens spillede Ima Read under sit modeuge-show i Paris, som sprængte catwalken i luften.

Showet er ikke engang begyndt, og alles øjne er allerede fikserede på 26-årige Ojay Morgan aka Zebra Katz. De følger hans katteagtige bevægelser, mens han transformerer den lille scene til sin egen personlige catwalk. Det er svært at vide, hvad man kan forvente af den unge performer, men den intimiderende aura omkring ham skaber en tung intensitet i luften.

Katz lægger ud med Sex Sellz. Han rapper teksten i bremsende tempo over dj'en, som står en meter fra ham bag pulten. Hans ekstravagante, skarpe bevægelser bliver karakteristiske for hele optrædenen. Rent musikalsk er introen defineret af utallige gentagelser. De samme beats kører i ring, og teksten består ikke af mange flere ord end sex og sells.    

Katz formår dog af bruge de minimalistiske melodier til sin fordel. Musikken gør plads til, at han kan hypnotisere publikum med sin imponerende, og til tider frygtindgydende, performance art. SónarDôme er lille, men helt pakket med en lamslået, betaget mængde mennesker. De virker ikke til at vide, hvad de skal gøre af sig selv, og man må indrømme, at de fleste af sangene ikke er til at danse til. Det virker ikke til at støde Katz, og han benytter blot lejligheden til at komme helt tæt ind på gæsterne. Han hopper ned fra scenen og spadserer rundt i mellem overraskede fans, mens hans dunkle, dybe stemme ekkoer under domen. Den kraftige bas vibrerer i væggene og under ens fødder. Står man for tæt på højtalerne, bliver man blæst væk.

Rapperstilen er karakteriseret af et utrolig langsomt tempo akkompagneret af passion og velartikulation. Til tider virker det som en oplæsning af en digtsamling, hvilket slet ikke er i harmoni med den elektroniske fortælling, som dj'en fremfører. Det at tempoerne er ude af balance, gør det betydeligt sværere at finde ud af, hvilken rytme man kan bevæge sig til.    

Champagne Cocaine-tracket går i gang, og Katz hiver en flaske bobler frem, som han sprøjter hen over publikum, før han hælder resterne over sit bryst. Han prøver kort efter at hive et par stykker op på scenen, men folk er enten for generte eller blot paralyserede af fascination. Manden er uden tvivl excentrisk som persona og eksperimenterende i sin musik.

Ud over hittene Ima Read og Tear The House Up var sangene dog særdeles ensformige. Havde det ikke været for den fantastiske optræden og unikke karisma, havde koncerten været virkelig kedelig. Det mest distraherende af alt var dog fotograferne og kameramændene, som konstant invaderede den i forvejen trange scene for desperat at fange et glimt af Katz' aggressive, sexede ansigtsudtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA