Kendrick Lamar: To Pimp a Butterfly

Kendrick Lamar
To Pimp a Butterfly

Kendrick Lamar: To Pimp a Butterfly

GAFFA

CD /
Udgivelse D. 16.03.2015
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Efter sejrsgangen med nyklassikeren good kid, m.A.A.d City, har forventningerne til næste udspil fra Compton-knægten været enorme. Det har Kendrick tydeligvis været klar over, for han har valgt at imødekomme dem med en mildest talt medrivende mastodont af et album, der trods forventningerne formår at imponere stort på både lyd- og lyriksiden.

Vi kommer gennem både god gammeldags g-funk, masser af jazz og mere rendyrket 70'er-funk i et stemningsmættet og eksperimenterende lydlandskab, der atter er forbilledligt orkestreret af primært Sounwave, Thundercat og Terrace Martin.

Forud for udgivelsen blev der spekuleret i, om Kendrick ville bevæge sig i en mere kommerciel retning end på good kid, m.A.A.d City, men bare rolig. Her jages nemlig hverken hits eller sigtes efter singler – i stedet er det et eklektisk udtryk, der farver albummet og først og fremmest har til formål at udgøre en frodig grobund for Kendricks udfoldelser.

Men en ting er lydsiden, noget andet er Kendrick selv, og han er i absolut storform på To Pimp A Butterfly, som byder på 79 ambitiøse minutter, hvor vores hovedperson dels spytter rim i særklasse, men så sandelig også har noget på hjerte. På den ene side er vi rykket fra Comptons gader til hele USA og de problematikker, der stadig er gældende for landets sorte befolkning. Men vi er også rykket ind i Kendricks eget sind, hvor der er en nagende tvivl på, om hans egen berømmelse og rigdom står i vejen for en forståelse af de problemer, der stadig hærger på gadeplan.

Lyt bare til den forbilledligt hulkende U ("A friend never leave Compton for profit"), der står i modsætning til den sprudlende udvidede version af singlen I. Men midt i al alvoren bliver der også plads til mere legende udskejelser. For eksempel det rablende freejazz-interlude For Free?, hvor Kendrick fra en utilfreds kvindes synspunkt flekser ordspilsmusklerne, så man bliver helt forpustet.

Albummets afsluttende "interview" med 2pac, hvor Kendick få en snak med sin afdøde helt, er et genialt og overraskende træk, der udgør en sublim afslutning på et ditto album. Ordet "overflødighedshorn" dukker op flere gange i løbet af gennemlytningerne af albummet, men det ville alligevel være en misvisende beskrivelse, for det er vitterligt ikke særlig mange af albummets overvældende øjeblikke, der føles overflødige. Og når det ikke er direkte mesterligt, er det simpelthen bare eminent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA